Alders- og gældsbyrden i landbruget har skabt en fastlåst situation, hvor meget få, unge landmænd har råd til at gå ind i erhvervet, og ældre landmænd har svært ved at sælge gårdene, fordi de er meget store og meget dyre. Det betyder, at der ikke er de store forventninger om at komme til at være selvstændig ejer af en landbrugsbedrift blandt de landmænd, der bliver uddannet i disse år. Den opfattelse vil Økologisk Landsforening gerne udfordre, og sammen med otte af landet landbrugsskoler arrangerer økologernes forening i efteråret et forløb for alle landets agrarøkonom-studerende med titlen 'I gang for én million'.

- Vi ønsker at åbne øjne for, at der er alternativer til korn, kød og mælk i store mængder. Ikke fordi der er noget i vejen med disse produkter, men i forløbet kommer de studerende til at møde landmænd og virksomheder, som er startet i det små, samt repræsentanter for den finansielle sektor, fra detailhandlen og foodservice som kan give dem nye idéer. Idéer til hvordan selv en mindre produktion kan give et godt afkast, hvis man kravler højere op i værdikæden, inden man giver slip på sit produkt, siger Jens Peter Hermansen, der er projektleder i Økologisk Landsforening og sammen med landbrugsskolerne har udviklet undervisningsforløbet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Deltager i konkurrence

Den 1. og 2. november holder Økologisk Landsforening og landbrugsskolerne to inspirationsdage i henholdsvis Nyborg og Randers som bliver kickoff til forløbet 'I gang for én million'. Herefter skal de studerende tilbage på landbrugsskolerne og i den kommende måned blandt andet lave en forretningsplan, hvor den studerende formulerer og udvikler sin egen idé til, hvordan en serviceydelse eller er landbrugsproduktion kan etableres for én million kroner.

Alle opgavebesvarelserne indgår i en konkurrence, hvor de bliver vurderet af et dommerpanel med repræsentanter fra Nordea, Vækstfonden, landbruget samt detailhandlen og foodservicesektoren. De bedste projekter vil blive belønnet med legater.

- Men alle deltagerne bliver vindere, for gennem arbejdet med forretningsplanen og i løbet af dommerkomiteens bedømmelse af planerne skabes der et netværk, og den studerende har allerede åbnet de første døre, som kan hjælpe forretningsplanen ud i verden, siger Jens Hermansen.

Det er kickoff på 'I gang for en million' den 1. november hos Nyborg Destilleri og den 2. november på Cold Hand Winery ved Randers.