Jesper Søndergaard har fået et problem. Han underviser på Uddannelsescenter Holstebro, som netop har investeret i en spritny Massey Ferguson 5610 til eleverne på Lægaard Landbrugsskole. Og det er selvfølgelig ikke traktoren som sådan, der er problemet - men at beslutte, hvem af eleverne, der skal være den første til at køre i den.

- Det kan være, det ender med at være mig, griner Jesper Søndergaard, som ser frem til, at skolen kan tage den nye traktor i brug.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er vigtigt, at vi følger med udviklingen og præsenterer eleverne for de traktorer, de også vil møde ude i erhvervet. Og samtidig giver det en stor motivation hos eleverne, at vi også har moderne traktorer på skolen, siger Jesper Søndergaard.

Traktoren er lejet i et år hos Henry D. Nielsen, og hos Uddanneselcenter Holstebro er man glad for den velvilje, man møder hos de lokale forhandlere.

- Traktorer er kapitaltunge, og hvis vi selv skulle købe traktoren i en almindelig handel, ville vi hænge på den i tyve år, mens udviklingen bare fortsatte. Så vi er rigtig glade for denne aftale, siger Jesper Søndergaard.

Bakker op om skolen

Også hos Henry D. Nielsen er man glade for at kunne bakke op om de kommende landmænd i erhvervet.

- Det er jo ingen guldrandet forretning for os, men vi vil gerne hjælpe skolen med at holde traktorerne fornyet i det omfang, vi kan. Vi ligger jo lige ved siden af skolen, så vi låner dem også udstyr, når situationen byder sig. Vi vi jo gerne plante et korn hos de unge landmænd, og så er det også naturligt, at vi bakker op, når vi ligger lige ved siden af, siger Peder Clausen, som er sælger hos Henry D. Nielsen i Holstebro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hellere to små traktorer

Jesper Søndergaard, som underviser på landbrugsskolen, ser transmissionerne som et af de områder, hvor udviklingen går stærkt, ligesom selve styringsfunktionerne også tager masser af spring fremad.

- Eleverne ser rigtig meget frem til at få nye traktorer, og i deres øjne kan traktoren ikke blive for stor. Men jeg vil som underviser hellere have to mindre traktorer end én stor. På den måde kan vi aktivere flere elever. Og det betyder meget for min faglige stolthed, at vi kan sende eleverne ud i moderne traktorer, siger Jesper Søndergaard, som havde 60 elever med på Agromek, hvor den nye traktor er udstillte.

Når messen er slut, vil traktoren blive kørt ud til landbrugsskolden. Her skal den bruges som pløjetraktor, og håbet er, at man til næste års DM i pløjning kan forbedre fjerdepladsen fra i år. Men det projekt har traktoren nu ikke den store indvirkning på ifølge Jesper Søndergaard.

- Det er kun dårlige håndværkere, der klager over værktøjet, slutter Jesper Søndergaard med et smil.