Hos Gråsten Landbrugsskole glæder de sig til at vise unge vejen til, hvad skolen betegner som Danmarks mest afvekslende uddannelse, når de holder Åbent Hus lørdag d. 27. januar .

- De unge, der vælger en landbrugsuddannelse træder ind i en uddannelse med utrolig mange fordele. Til forskel fra mange andre erhvervsuddannelser, så kan vi tilbyde særligt gode praktik- og jobmuligheder. Vi oplever i disse år, at rigtig mange landbrug søger elever og vores tavle med elev-jobannoncer bugner af muligheder og særligt, hvis mobiliteten er tilstede. Vores elever er selv med til at planlægge deres uddannelse, hvor der hele tiden veksles mellem skoleperioder og praktikperioder, det åbner op for stor personlig medindflydelse. Praktikperioderne bruger nogle af eleverne på et ophold ude i verden, fortæller Anette Dalgas Ehlert, studievejleder på Gråsten Landbrugsskole.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gråsten Landbrugsskole tilbyder hele paletten af uddannelser lige fra Grundforløbet til de helt unge, der kommer direkte fra Folkeskolen, og videre over lederuddannelserne til produktionsleder og agrarøkonom. Som noget nyt tilbydes nu også Akademiuddannelser.

- Landbrugets Akademiuddannelser er et tilbud om at supplere sin lederuddannelse med en akademiuddannelse. Nogle af fagene kan følges samtidig med agrarøkonomuddannelsen, mens andre tages på et intensivt kursus og her kan tidligere PL, VL og AØ'ere deltage. Vi ved, at efteruddannelse for landmænd er svært at få tid til, så derfor har vi tilpasset undervisningen til halve eller hele dage. Så kan man få fri fra sit arbejde og på den måde deltage, forklarer Dorthe Kreiberg, lærer på Gråsten Landbrugsskole.

Hvert af Akademifagene består af 32 - 64 timer, og man kan følge fagene Ledelse i praksis, Projektledelse, Afsætningsstrategi, Erhvervsøkonomi, Anvendt økonomi eller Præsentationsteknik.

Godt studiemiljø

Landbrugsuddannelsen er den erhvervsuddannelse med højeste gennemførselsprocent, og på Gråsten Landbrugsskole er forstander Bjarne Ebbesen ikke i tvivl om, hvorfor de har så stor succes med at få de unge gennem uddannelsen.

- På landbrugsskolen tilbydes eleverne at bo på kostskolen under uddannelsen, og det benytter næsten alle sig af. På den måde får eleverne et godt kammeratskab døgnet rundt, og der opstår et godt studiemiljø med lektiehjælp og gode fritids muligheder på skolens indendørs- og udendørs faciliteter. På alle moduler tilbydes studieture til udlandet. Et godt studiemiljø hvor personlige kompetencer modnes og udvikles sammen med jævnaldrende, der har samme faglige interesse, betyder, at de unge føler sig hjemme på skolen, forklarer forstander Bjarne Ebbesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gråsten Landbrugsskole har gjort sig positivt bemærket i forhold til at skabe trivsel, og er fem år i træk kåret til landets bedste erhvervsskole målt på trivsel blandt eleverne.