Landbrugskommission skal bruges til at viske tavlen ren
Tolvmandssektionen under L&F advarer mod at omlægge til økologi, hvis ikke efterspørgslen er markedsdrevet - det vil være livsfarligt, siger formanden.
Af Gudrun Andreasen
- Den kommende Natur- og Landbrugskommission skal bruges til at vaske tavlen ren. Landbruget har udøvet en fantastisk indsats i forhold til de mål, politikerne har opstillet, men det har ingen effekt haft på naturen og kostet en masse penge. Det er skrækscenariet, hvis det fortsætter.
Det mener Lars Hvidtfeldt, formand for Tolvmandssektionen under Landbrug & Fødevarer. Han vil i morgen i sin formandsberetning ved sektionens generalforsamling benytte lejligheden til at lufte sine tanker om den natur- og landbrugskommission, som regeringen har besluttet at nedsætte.
- Hidtil er landbruget blevet reguleret meget ensidigt efter input i stedet for output. Det har ingen miljøeffekt haft, men givet erhvervet en masse begrænsninger og udgifter, siger Lars Hvidtfeldt.
- I stedet bør kommissionen tage afsæt i, at dansk landbrug har en række fordele i sammenligning med udlandet - det viser konkurrenceanalyserne - samt at der i verden er en øget efterspørgsel efter fødevarer. Derfor skal kommissionen arbejde med opstilling af rammevilkår, der giver os mulighed for at imødekomme efterspørgslen.
Det intensive bæredygtige landbrug
- Kommissionsarbejdet skal have fokus på det intensive bæredygtige landbrug, pointerer tolvmands-formanden.
- Der skal fokus på det intensive, for at vi kan producere mere, men vi skal have det bæredygtige med, og hermed mener jeg både den økonomiske, den sociale og den miljømæssige bæredygtighed. Det er nødvendigt, for at vi får sat de rigtige rammer for vores erhverv.
- Ofte hører man politikere fortælle, hvad vi skal producere. Det vil jeg meget kraftigt advare imod. Vi landmænd producerer det, som markedet efterspørger, og det er markedet, vi agerer efter. Politikerne taler meget om at omlægge til økologi. Det er måske både rigtigt og godt. Men det er farligt, hvis det er politiske udsagn, der skal bestemme, hvad vi skal producere. For hvis markedet ikke er med, risikerer vi at stå med varer, som der ikke er afsætning for, lyder advarslen fra Tolvmandssektionens formand.
Og Lars Hvidtfeldt ved af erfaring, hvordan det er at stå med en vare, der ikke er afsætning for. Han drev således sit landbrug økologisk frem til 2005.
- Vi stoppede som økologer, fordi markedet pludselig var væk, og det økologiske korn, vi dyrkede, kostede stort set ikke mere end konventionelt korn, og det tabte vi en masse penge på.
- Det livsfarligt for de økologiske producenter, hvis der ikke er en markedsdrevet efterspørgsel bag deres produktion, siger Lars Hvidtfeldt.
Håber at få lov til at levere faglig ekspertise
- Derfor skal Natur- og Landbrugskommissionen have fokus på, hvad der skal til, for at vi kan være konkurrencedygtige og så opstille rammerne herfor. Så skal vi landmænd nok udfylde rammerne. Det har vi historisk set altid været rigtig gode til.
Om Tolvmandssektionen får mulighed for at sætte retningen for arbejdet i kommissionen, ved formanden naturligvis ikke, idet kommissionen endnu ikke er nedsat og kommissoriet ligger heller ikke klart.
- Men vi ved, at det er en ekspertkommission, der nedsættes uden deltagelse af organisationerne. Derfor skal kommissionen hente den faglige ekspertise, og det håber vi, at vi kan give input til, siger Lars Hvidtfeldt.









Kommentarer