Landbrugseleverne på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus har fået en ny maskine i maskinhallen. Maskinproducenten Väderstad har leveret en tre meter bred bokssåmaskine af mærket Rapid 300 til undervisningsbrug på landbrugsuddannelsen.

Såmaskinen er udlånt til skolen med henblik på at ruste kommende landmænd og maskinførere til arbejdet med moderne landbrugsmaskiner, der ofte kræver en høj grad af fortrolighed med ny teknik, forklarer teknikunderviser på landbrugsuddannelsen Tommy Dam:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En dygtig maskinfører skal selvfølgelig kunne styre, fejlfinde og udføre reparationer på det traditionelle grej, som vi har til rådighed i stor udstrækning i vores egen maskinpark. Men branchen udvikler sig hele tiden, og vi skal følge med den. Så når der kommer ny teknik, som vores elever skal kunne betjene, så er vi afhængige af gode samarbejde ude i branchen. Og dem har vi heldigvis mange af, siger Tommy Dam, der er rigtig glad for det nye samarbejde med Väderstad.

Väderstads Rapid 300 kan håndtere flere slags afgrøder, græs og dækafgrøder samt mikrogranulat og sneglegift. Såmaskinen er forsynet med et hydraulisk udsåningssystem og et iPad-baseret kontrolsystem, der sikrer der sikrer trådløs kontrol og monitorering af såprocessen under kørsel i marken.