Vi er for dårlige til at lave mad.

Den pointe videregav husholdningslærerinde og debattør Trine Krebs til de økologiske landmand, da hun deltog i Sagro Økologis to årsmøder i Herning og Billund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun mener, at en stor del af grunden til, at den danske fødevareproduktion er under pres fra forbrugerne er, at for mange er for dårlige til at lave mad og dermed ikke har forståelsen for kvalitet og vigtigheden af en varieret kost.

Hertil kommer en stor portion af forbrugerne, der i større eller mindre grad lader kødet ligge.

8,2 procent lever vegetarisk mindst halvdelen af ugens dage. 62 procent af de 18-24 årige har også mindst én kødfri dag. Dog er det nok de færreste, der ikke har hørt om argumenter på, hvorfor man skal stoppe med at spise kød.

- Uanset hvor man vender sig hen, er der nogen, der har argumenter for det, siger Trine Krebs.

Gik i dialog

Hun trøstede dog landmændene med, at for hver vegetar, der kommer i den vestlige verden, kommer der ti kødspisere i den østlige. Samtidig understregede hun, at de unge i udpræget grad motiveres af bæredygtighedsdagsordenen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De er ikke rabiate. Og vi skal tale med dem i landbruget, sagde hun.

For økologerne var det omvendt interessant, at 59 procent af medlemmerne i vegetarforeningen næsten eller udelukkende spiser økologisk, 28 % er 50-50 med økologi og 10 procent ville købe mere økologi, hvis det var billigere.

Trine Krebs understregede, at videnskaben taler for, at folk, der spiser mere plantebaseret lever længere.

Bekymringen, er at der skal proteiner til i kosten, men dem kan man få som tilskud eller som bønner, nødder, linser, ærter, frø, korn, ris og kartofler, og for vegetarernes vedkommende som æg, ost og mejerivarer.

Så det danske landbrug skal have øje for, hvad der efterspørges og sætte ind med at dyrke det, mener Trine Krebs.