Landbruget står for cirka 19 procent af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser, selvom udledningerne er faldet med over 20 procent siden 1990erne. Der er behov for at reducere udledningen af klimagasser fra landbruget endnu mere - og det kan lade sig gøre. Det skriver DCA i en pressemeddelelse.

De knapper, som landbruget kan dreje på i fremtiden, kan du høre om på Plantekongres 2018 i Herning i januar 2018. Her fortæller sektionsleder og professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet om de vigtigste klimavirkemidler, som landbruget har til rådighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De største bidrag fra landbruget stammer fra metan og lattergas. Det er blandt andet fordi disse to drivhusgasser har henholdsvis 25 og 298 gange kraftigere drivhusgaseffekt end CO2. Udover de 19 procent, som landbruget udleder direkte, kommer udledninger fra græsmarker og jord i omdrift på cirka tre millioner tons CO2-ækvivalenter. Disse bidrag stammer især fra dræning og dyrkning af tørvejord.

Hvad kan landbruget stille op? Jørgen E. Olesen forklarer, at der er to typer af tiltag:

- Den ene type af tiltag fokuserer på at øge effektiviteten i produktionen. Derved reduceres udledningerne pr. produceret enhed. Den anden type af tiltag går på at udvikle teknologier og managementsystemer, der reducerer udledningerne, uden at påvirke produktionens størrelse, og uden at det bliver for dyrt, siger han.

Som situationen er nu, er biogas baseret på husdyrgødning og udtagning af organisk jord stort set de eneste to virkemidler, der opfylder kravene, og som har været prioriteret i en dansk klimasammenhæng. Men der foregår en udvikling.

- Der er en række andre interessante virkemidler, som kan komme til at spille en stor rolle fremover i forbindelse med at reducere udledningerne fra landbruget. Det, der mangler, er bedre dokumentation og mere forskning, påpeger Jørgen E. Olesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De virkemidler, som han især peger på, og som han kommer nærmere ind på i sit indlæg på plantekongressen, er nitrifikationshæmmere til både handelsgødning og husdyrgødning, forsuring af husdyrgødning til at mindske metan fra gødningen samt additiver (nitrat og andre stoffer) til kvægfoder til reduktion af metan fra dyrenes fordøjelse.