Tag 53.000 tons gylle, bland det med 70.000 tons citrusskaller fra appelsiner og citroner, tilsæt 60.000 tons affald fra produktion af mælkesyrebakterier og put så 7.500 tons tang fra den lokale strand i blandingen.

Det er opskriften på, hvad der kan udvikle sig til et biogaseventyr i Solrød syd for København, hvor borgmester Niels Hörup torsdag underskrev en aftale med lokale landmænd, CPKelco A/S og Chr. Hansen A/S om leverancer til det kommende Solrød Biogasanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er Bigadan, der er specialister i biogasanlæg, der er totalentreprenør på det nye biogasanlæg, der bliver det første af sin art i Danmark, og der er indgået en OPP-aftale, hvor Bigadan både skal opføre anlægget og drive det de første fem år efter aflevering.

EU-støtte

- Det begyndte med et lugtproblem på stranden fra tang, der hvert år ligger og rådner efter at være blevet skyllet op på strandene i Køge Bugt. Nogle kloge hoveder mente - blandt andet inspireret af mange års anvendelse af tang i landbruget - at den indsamlede tang måtte kunne bruges til noget fornuftigt. Den idé arbejdede vi videre med, og med EU-støtte på 3,4 millioner kroner er vi i dag godt på vej til at realisere et biogasanlæg, der blandt andet anvender den indsamlede tang fra Køge Bugt til produktion af grøn energi, forklarer Niels Hörup, der også er bestyrelsesformand for biogasanlægget.

Klimaplan

Anlægget har opnået EU-tilskud på 3,6 millioner kroner i projekteringsfasen, og samlet bliver prisen for det hele omkring 90 millioner kroner:

- EU har brug for succeshistorier, og Solrød Biogas er en potentiel succes for et samarbejde mellem landbrug, industri og myndigheder, siger Niels Hörup, der understreger, at man har foretaget beregninger, der viser, at man står med en meget stærk forretningsmodel, som er testet for risici:

- Biogasanlægget er en væsentlig del af kommunens klimaplan, der betyder en reduktion på 50 procent CO2 i 2025, og landbruget vil kunne anvende afgasset biomasse på markerne i stedet for kunstgødning og gylle. Biogasanlægget vil kunne producere, hvad der svarer til opvarmning af 1.700 boliger og el til 3.800 husstande. Det svarer til strømmen fra to store havvindmøller eller 9-10 landvindmøller. Samtidig løser vi nogle affaldsopgaver for lokale industrivirksomheder, fortæller borgmesteren

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lokale virksomheder

Administrerende direktør, Bigadan A/S, Karsten Buchhave, der er cand.scient i landbrug, er glad for den store opgave, og han understreger, at Bigadan i størst muligt omfang vil anvende lokale virksomheder som underentreprenører:

- Jeg vil dog ikke afvise, at der er nogen med jysk accent, der ryger over Storebælt. Vi har enkelte specialister, vi har arbejdet sammen med 20 år, der kommer fra Nordtyskland, som også udfører produktion, forklarer Karsten Buchhave.

- Vi vil gerne opføre os ansvarligt, understreger Karsten Buchhave, der også siger, at der ikke er planer om at anvende østeuropæisk arbejdskraft på projektet.

Solrød Kommune har endnu ingen politik for sociale klausuler eller arbejdsklausuler.

Den sidste fase i projektet forventes at vare frem til sensommer 2015, hvorefter anlægget vil være klar til at levere gas til grøn el- og varme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fakta

- Solrød Biogas A/S har indgået kontrakter med nærliggende landbrug, herunder Taagemarksgaard, Maglegaarden, Niemanns Maskinstation, Bjeragergaard & Nygaard I/S, der leverer gylle og aftager afgasset biomasse fra biogasanlægget.

- CP Kelco er verdens største producent af pektin & carrageenan, som er naturlige vegetabilske ingredienser, der bl.a. anvendes til forbedring af konsistens i fødevarer og i farmaceutiske produkter. Pektin produceres af tørrede skaller fra citrusfrugter, der kommer fra Sydamerika og mellemøsten, hvor de først anvender frugterne til juice. De tørrede skaller sendes efterfølgende til CP Kelco, der udvinder pektinen fra skallerne.

- Chr. Hansen er blandt verdens førende leverandører af naturlige ingredienser til levnedsmiddelindustrien, landbruget og helsebranchen, f.eks. bakteriekulturer og naturlige farver og smagsstoffer.

I 2012/13 havde Chr. Hansen selskaber i over 30 lande, en omsætning på 738 millioner euro og ca. 2.500 ansatte.