Landbrug & Fødevarer udvider direktionen

Flemming Nør-Pedersen og Anne Lawaetz Arhnung bliver nye direktører, og L&F foretager desuden en række ændringer i organisationsstrukturen.

mbk  03.09.12 | 10:43

Direktionen i L&F udvides fra de nuværende tre til fem personer. De nye direktører er Flemming Nør-Pedersen, der får ansvaret for den politiske interessevaretagelse, og Anne Lawaetz Arhnung, der får ansvaret for medlemsforhold og organisation.

Samtidig fortages der en række forenklinger af organisationsstrukturen.

- Vi skal have endnu mere fokus på vores politiske interessevaretagelse. Det er vores berettigelse som medlemsorganisation for de danske landmænd og fødevarevirksomheder. Den nye organisation vil styrke vores politiske arbejde, gøre ledelsen endnu mere synlig og sikre kortere interne kommandoveje, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.

Den nye organisation øger samtidig integrationen mellem Landbrug & Fødevarer og Videncentret for Landbrug, hvilket betyder, at en række funktioner slås sammen - det gælder blandt andet HR og kommunikation.

- Landbrug & Fødevarers politiske strategi er uændret. Men vi skal sikre en bedre sammenhæng mellem strategien og kommunikationen til både vores medlemmer og offentligheden. Den opgave står vi godt rustet til med den nye direktion og organisation, siger Søren Gade.

Udover adm. direktør Søren Gade og de to nye direktører, består direktionen i L&F af direktør Susie Stærk Ekstrand, der har ansvaret for området forretning og marked, og direktør Jan Mousing, der har ansvaret for området viden.

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.