Sager om jorddiger i markerne er blevet syltet af Kulturminister Mette Bock trods et stort pres, og nu sætter LandboSyd turboen på i et forsøg på at få løst nogle af problemer for de mere end 500 lodsejere, som er ramt af den helt tilfældige administration, skriver LandboSyd i en pressemeddelelse.

Det sker ved et møde mandag aften den 13. maj på LandboSyd i Aabenraa for alle jordejere, som er ramt af en digesag. LandboSyds formand, Mogens Dall, har opfordret til en timeout, da landmænd fortsat er meldt til politiet og har fået skrappe breve fra ordensmagten, men ønsket er ikke blevet efterkommet fra ministeriets side på trods af en erkendelse i januar af, at der er store problemer med kortmaterialet. Det bekræftes af Museum Sønderjylland efter en undersøgelse af forholdene i to sogne i Kolding Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilfældigt og fuld af fejl

- Det er frustrerende og dybt urimeligt, at landmænd kan komme i klemme i systemet og bureaukratiet uden at være skyldige, siger LandboSyds næstformand, Ingrid van den Hengel.

- De kan have købt jorden, uden at være klar over, hvad der tidligere er sket. Og kortmaterialet er så tilfældigt og fuld af fejl, at ingen har en jordisk chance for at finde ud af, hvad der gælder. Derfor vil vi have afdækket, hvordan vi står i forhold til at tage retslige skridt, siger hun i pressemeddelelsen.

Lovgivning og praksis

På mødet mandag aften fortæller Karen Post, fra Landbrug & Fødevarer, om den politiske indsats. Desuden fortæller jurist Stefanie Sommer Abild og afdelingsleder Jonas Valhøj Kleffel Nielsen fra Seges om lovgivning og praksis på området, og de kommer med input til, hvad lodsejere selv kan gøre.

Desuden gennemgår miljørådgiver Britt Bjerre Paulsen, LandboSyd, sagerne set fra hendes stol.