Af Jacob Hove

Formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, er ked af nyheden om, at en gruppe nordjyske landmænd har varslet deres kollektive udmeldelse af LandboNord og Agri Nord på grund af utilfredshed med hovedorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er aldrig sjovt, når medlemmer truer med at forlade foreningen, og jeg har forståelse for deres frustration, men i den her sag, så er jeg fuldt på linje med Landbrug & Fødevarer, siger Niels Vestergaard Salling, som udover at være formand for LandboNord også er medlem af bestyrelsen i Landbrug & Fødevarer.

Gruppen af landmænd har i medierne begrundet deres utilfredshed med, at de ikke ønsker Landbrug & Fødevarers deltagelse i møder med myndighederne, hvor der bliver diskuteret retentionskort, som angiver hvor god jorden er til at holde på kvælstof. Deltagelsen i møderne skulle angiveligt være Landbrug & Fødevarers blåstempling af strammere regler.

- Vi deltager ikke i forhandlinger med myndighederne om nye regler. Vores rolle er at påvirke politikernes beslutning med mest mulig faglig viden. Vi har hverken beføjelser til at føre pennen eller diktere nye regler, siger Niels Vestergaard Salling.

Derfor opfordrer han gruppen af landmænd til at revurdere deres varslede udmeldinger.

- Hvis alle melder sig ud, hvor skal kampene så kæmpes? Netop nu er det vigtigt at holde sig inde i kampen, hvor vi ser flere og flere lovforslag dukke op, som ikke nødvendigvis er fagligt begrundede. Vi er 45 folkevalgte i LandboNord, som regionalt varetager medlemmernes interesser. Resultaterne af vores arbejde er måske mere synlige, end dem som Landbrug & Fødevarer står for på landsplan, men de gør også et kæmpe arbejde for at varetage landbrugets interesser, siger Niels Vestergaard Salling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han understreger, at det er bestyrelsens 23 medlemmer i Landbrug & Fødevarer, som bestemmer linjen i organisationen. Og den linje er altså ikke at blåstemple en eventuel stramning af reglerne på landbrugsområdet.