DEBAT - Der er umuligt at udtage vandløb, der er udpeget til at indgå i vandområdeplanerne 2015-2021.

Der er min oplevelse efter at have deltaget i det nu tredje møde i vandrådet for Limfjordsop-landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vandrådene flytter absolut ingenting, og der er akkurat ligeså mange vandløb omfattet af vandplanerne nu, som da vi startede. Ingen af vores indspil overhovedet er efterkommet.

Derfor er vandrådene den rene skueproces.

Det har vist sig, at uanset forholdene i vandløbene, så vil der altid være en eller anden ting, der gør, at vandløbet alligevel ikke kan tages ud af vandplanerne. Sådan er instrukserne fra miljøstyrelsen skruet sammen. Eller måske rettere sagt: Sådan vælger sekretariatskommunen at tolke tingene, for ministeren har jo udtrykkeligt meldt ud, at man ikke behøver at følge kri-terierne, hvis andet taler imod.

Og der er vitterligt vandløb i Limfjordsoplandet, som ikke hører hjemme i vandplanerne. Vi har set eksempler på vandløb, der er tørlagte om sommeren, og vandløb som er gravede kanaler.

Disse vandløb kan aldrig opnå god, økologisk tilstand, som er målet i vandplanerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En konsekvens af den overimplementering, der er ved at ske med vandplanerne lige nu, er, at det kommer til at koste samfundet uanede ressourcer at forsøge at etablere god økologisk til-stand i vandløb, hvor det er umuligt. Jeg tror ikke, at politikerne i hverken kommuner eller Folketinget er klar over, hvilke udgifter der er i vente, hvis vi forpligter os til at nå målet om god økologisk tilstand i de mange vandløb, der ikke har potentialet.

Selvom et vandløb står udenfor vandplanerne, er det stadig godt beskyttet af vandløbsloven, regulativer og forskellige former for udpegninger, herunder Paragraf 3-områder med mere, og de overlades på ingen måde til en krank skæbne. Det vil derfor være helt forfejlet at indmelde alle vandløb. Det er overambitiøst og en opgave, vi som samfund slet ikke kan bære.

Hvis vandrådene ikke vil se på opgaven på en konstruktiv måde, er vi nødt til at melde ind med mindretalsudtalelser. Det er ærgerligt, men desværre nødvendigt.