- Tillid er et vigtig signal til os i landbruget lige nu. Vi har brug for at mærke, at banken har forståelse for, at vi står i en hård tid, siger Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening.

Han er taknemmelig for den melding, som direktør i Skjern Bank, Per Munck er gået ud med i nyhedsmediet FinansWatch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her fortæller han i en artikel om mælkeproducenternes situation, at Skjern Bank flere gange har måttet tage tab på landbruget, og at krisen stiller ekstremt hårde krav til landmandens evner.

"Vi har afviklet et antal landbrug, som vi ikke anså for at være tilstrækkeligt dygtige. Dem, vi har tilbage, er med et par undtagelser superdygtige folk," siger Per Munck til FinansWatch.

Tro giver overskud

Dansk landbrug lider lige nu under blandt andet historisk lave mælkepriser og faldende svineindtægter.

- I sløje tider kan det ofte føles som om, man står helt alene. Men det giver overskud, at banken tror på os, siger Søren Christensen.

- Det er afgørende for motivationen at mærke accepten af, at vi stadig er nogle, der står op klokken fire om morgenen og sikre fødevarer til forbrugerne, pointerer den vestjyske landboformand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere kræsne købere

Han efterlyser i øvrigt større bevidsthed om dansk produceret fødevarekvalitet hos både politikerne og forbrugerne.

- For at dansk landbrug skal lykkedes, skal der større politisk indsigt bag vores erhverv. Og der er brug for, at forbrugerne bakker mere op om dansk producerede fødevarer og dansk kvalitet.

- Hvis fødevareproduktionen i Danmark skal overleve, skal der være kræsne købere nok, der vil betale, hvad en god og sund fødevareproduktion koster, siger Søren Christensen.