Aarhus Kommune ønsker at gennemføre 11 påbud om sprøjteforbud i Beder, som skal til endelig vedtagelse i byrådet den 1. november. Det har fået fem landboforeninger omkring Aarhus til at gå sammen om at skrive et brev til Teknisk Udvalg. I brevet redegør foreningerne for Miljøstyrelsens vejledning, som de ikke mener, Aarhus efterlever, da kommunen vil forbyde landmændene at bruge fuldt lovlige pesticider.

- Miljøstyrelsen har lavet en vejledning, som forvaltningen i Aarhus vælger at se stort på. Det er simpelthen ikke i orden, siger Hans Gæmelke, som er formand for Djursland Landboforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I vejledningen præciserer Miljøstyrelsen blandt andet, at risiko for udvaskning af pesticider er vurderet på langt de fleste jordtyper, og at der kun er ganske særlige tilfælde, hvor den generelle vurdering og afprøvning ikke er dækkende.

- Mig bekendt er der ikke helt særlige jordbundsforhold i Aarhus Kommune, der berettiger til at forkaste Miljøstyrelsens godkendelsesordning - det har kommunen slet ingen dokumentation for, siger formanden.

Landmændene er fanget

Hvis kommunen vælger at fastholde påbuddet, skal de 11 landmænd øjeblikkeligt stoppe med at bruge de lovlige pesticider. Det betyder, at dyrkningen bliver indskrænket, da de ikke kan overholde de nye påbud. Konsekvensen bliver, at de må stoppe deres produktion.

- Den store uvished betyder rigtig meget for landmændene, som ikke ved, om de er købt eller solgt. De er kastebrikker i et politisk spil. Det kan man ikke være bekendt, understreger Hans Gæmelke, som har politikerne mistænkt for at sylte sagen, så den kunne bruges i den kommende valgkamp.

- Ingen ved sine fulde fem ønsker pesticider i drikkevandet - det vil landmanden heller ikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 11 berørte lodsejere kommer alle fra Beder og omegn, men når Djursland Landboforening alligevel vælger at gå ind i sagen, skyldes det, at Aarhus Kommune har bebudet, at de kigger på flere områder, hvor de ønsker sprøjteforbud. Det er blandt andet på Djursland, hvor Djursland Landboforening forudser, at flere af foreningens medlemmer kan blive ramt.

- Som landmand er dette et af de værst tænkelige scenarier. At forvaltningen bruger sin magt på en så forkert og uacceptabel måde, det burde ikke kunne ske, understreger formanden.