- Vi er virkelig blevet lyttet til. Sådan oplever vi statsministerens åbningstale, siger formand for Sønderjysk Landboforening Christian Lund, med henvisning til talens store fokus på landbrug, følge- og servicevirksomheder samt landdistrikterne og liv i landsbyerne.

Arbejde har virket

- Vi kan i Sønderjysk Landboforening glæde os over, at vores politiske arbejde tilsyneladende virker. Vi har sat fokus på den manglende vækst og rentabilitet i landbruget, i følgeerhverv og livet i landsbyer og landdistrikter. Det har vi i regionen gjort gennem hele året via nytårskur og stormøder, herunder mødet med statsministeren. Og når man ser regeringens ageren og hører statsministerens åbnings tale, ja så får man virkelig opfattelsen af, at det politiske arbejde har været alle anstrengelserne værd, siger Christian Lund, og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har i landbruget gennemlevet en lang, streng periode med krise. Vi har blandt andet oplevet faldende priser på det store verdensmarked, vi eksporterer til. Samtidig har skiftende regeringer via lovgivning og regler lagt yderligere hindringer ud for landmændene med overimplementering og restriktive N-gødskningsnormer. Det har virkelig været tungt at være landmænd, udtaler Christian Lund.

Opløftende

Christian Lund mener, at det derfor er utroligt opløftende og befriende, at den nye regering såvel i statsministerens åbningstale, som i miljø- og fødevareministerens ageren viser, at de har fået øjnene op for, at Danmarks landbrug og fødevaresektor skal have plads til at udvikle sig på lige fod med andre lande.

- Samtidig er der kommet stort fokus på, at landdistrikterne skal have plads til at udvikle sig, og landbrug og følgevirksomheder og de tilknyttede servicevirksomheder har afgørende betydning for aktiviteterne. Og det giver håb og ny spirende optimisme for landbrug, følgeerhverv og landdistrikter, slutter formanden.