Fem medlemmer fra LandboUngdom har for nylig været en tur i Marokko, hvor de fik muligheden for at lære fra sig til eleverne på den marokkanske landbrugsskole MFR i byen Oulad Said nær Settat.

- Elevernes engagement i undervisningen, lyst til at være med og lyst til at lære viser, at det hjælpearbejde vi er med til at udføre, giver pote. Der bliver spurgt ind til faglige problemstillinger, i nogle tilfælde problemer vi bøvlede med i Danmark for flere år siden, som vi derfor kan forklare, hvordan blev løst i Danmark dengang, lyder det fra LandboUngdom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den store interesse ses også tydeligt i evalueringerne, hvor eleverne har fokus på, at både det faglige, men også måden at formidle på, virker for dem. Derfor er der gennem de sidste år indført mere gruppearbejde, ekskursioner og "lege" i løbet af undervisningen. Derudover havde vi i år også morgengymnastik og lidt gymnastik og leg undervejs, for at det hele ikke bliver for tørt, skriver LandboUngdom i en presseddelelse.

Der er fokus på faglighed i undervisningen, hvorfor der blev afholdt tre rent faglige workshops omkring bier, køers fordøjelsessystem og produktion af grøntsager i væksthus. Men derudover forsøger LandboUngdom at rykke grænser, lære omkring demokrati, og vise hvad der rører sig i Danmark og i Vesten. Ovenstående blev forsøgt fuldført med gruppediskussioner, elevrådsafstemning og tale omkring økologi og deres kendskab til dette.

Udover timerne i klasselokalet fik de fem LandboUngdom-medlemmer fornøjelsen af at være med eleverne på det lokale marked, Souk, hvor der slagtes dyr i det fri, sælges grøntsager fra tæpper på jorden og drikkes en hulens masse sød marokkansk mynte-te.

De fem fik også lov til at være med til en traditionel marokkansk fest på skolen med spillemænd, dans og hennategninger. Der blev også plads til et besøg hos en lokal landmand midt i hvedehøsten og til et kig forbi et frøforædlingsfirma. Den sidste eftermiddag gik turen desuden forbi "The Great Mosque" og den gamle bydel "The Old Medina" i Casa Blanca.