Med et mål om at gøre det nemmere at være landmand har Big Dutchman og Grainit ladet deres systemer tale sammen, så lagerstyringen bliver endnu nemmere og mindre tidskrævende.

- Hos Grainit leverer vi lagerstyring til landmanden, så han hurtigt får overblik over hans lagre med høj præcision og med mindst mulig arbejdsindsats.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved at kunne hente data direkte fra Big Dutchmans fodercomputer bliver det endnu nemmere at administrere lagre for landmanden, vurderer Ivan Baadsgaard, direktør i Grainit.

Med integrationen bliver lagrene automatisk nedskrevet og muliggør fx at råvareleverandører kan følge lagerstatus hos landmanden, med henblik på opfyldning. Farmweight fra Grainit forbinder landmandens brovægt med Grainit, som sikrer overførsel af korrekt mængde fra leverandør, via Grainit og videre til fodercomputer.

Merværdi og sparet tid

Tidligere har mange af de processer, som systemet tager sig af været manuelle.

- Vores lagerstyringssystem har været ude og vist sin duelighed i tre høstsæsoner. Med samarbejdet med Big Dutchman har vi nu et system i drift på Bregentved Gods, der har et dagligt forbrug af 24 tons foder og har Danmarks største slagtesvineproduktion med 120.000 slagtesvin på fire lokationer, fortæller Ivan Baadsgaard.

Han sammenligner det nye system med at få en bogholder, men nu blot til sin foder- og lagerstyring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kernen er, at vi her har lavet et samarbejde om data, som bruges til gavn for landmanden. Vi får merværdi ud af den viden og data, som allerede eksisterer og det giver superspændende perspektiver, som gør det nemmere for landmanden at styre lager og fodring og som samtidig giver en fuld sporbarhed og dokumentation, fremhæver Ivan Baadsgaard.