En aktuel sag fra Vejle bør være en lærestreg for kommuner landet over.

Et fatalt kommunalt genslyngningsprojekt har ?utilsigtet? hævet bunden og dermed vandstanden i Vejle Å, og nu påvirkes flere hundrede hektar jorde opstrøms Vingstedcentret. Et af Bæredygtigt Landbrugs lokale medlemmer - landmand Peter Olesen - er blandt de planteavlere i området, som dermed ikke længere kan dyrke korn på egne marker. Det værste er, at kommunen med projektets vedtagelse burde have indset, at der ville ske en vandstandshævning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den ansvarlige udvalgsformand i Vejle Kommune medvirkede forleden i et indslag på den regionale tv-station og lagde sig fladt ned, mens han indrømmede fadæsen.

Magter Vejle Kommune ikke at sænke bunden indenfor vandløbets nuværende forløb, må vi forlange, at kommunen fører forløbet tilbage til sit oprindelige og naturlige leje. Vi kommer heller ikke uden om at tale om en klækkelig erstatning til de berørte lodsejere.

Den klart ulovlige vandstandshævning ved Vejle Å er desværre et alt for godt eksempel på, hvordan danske kommuner vender det blinde øje til, at vandløbene gror til, og markerne forsumper. Der oprenses for lidt i vandløbene, og vandløbsprojekter ender med vandstandsstigninger - der gøres regning uden vært!

Miljø- og Fødevareministeriet har for længst præciseret overfor kommunerne, at enhver lodsejer har krav på, at der ikke må ske oversvømmelse af vandløbsnære arealer med risiko for tab på fast ejendom og afgrøder. Med loven i hånden behøver hverken marker eller Danmark som sådan at forsumpe - Bæredygtigt Landbrug vil gøre, hvad vi kan, for at holde kommunerne op på loven.