Forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) på Københavns Universitet foreslår i en ny udredning om bedre udnyttelse af kvælstof i landbrug og akvakultur, at man indfører omsættelige kvoter på udledning af kvælstof.
Et individuelt bestemt og omsætteligt kvotesystem på kvælstoftab i hvert af de 23 vandoplande, Danmark er inddelt i, vil kunne forøge effektiviteten af kvælstoffet som ressource betydeligt. Hvis et sådant handelssystem med kvoter, som er fælles for landbrug, akvakultur og andre punktkilder, indføres, kan det skabe grundlag for vækst i indtjeningen, mener IFRO-forskerne.
- For landbrugets del opstår gevinsterne først og fremmest på to måder. Dels ved at reguleringen rettes mod de geografiske områder, hvor reduktionsbehovet er størst, samt mod de jorder, som har en lille kapacitet til at holde på kvælstoffet. Desuden vil ressourceeffektive landmænd få mulighed for at opkøbe kvælstofkvoter fra mindre ressourceeffektive landmænd, så kvælstoffet totalt set bliver udnyttet bedre, siger seniorforsker Brian H. Jacobsen, som er en af udredningens forfattere.
Differentieres
Forskerne bag forslaget understreger, at det er afgørende for at forøge ressourceeffektiviteten, at kvoter udstedes for tabet af kvælstof til omgivelserne og ikke for kvælstofoverskuddet som sådan.
Fordi miljøforholdene er vidt forskellige, giver det heller ingen mening at regulere med ens kvoter på kvælstofoverskud til alle danske landmænd. Forskerne indser derfor nødvendigheden af forskelsbehandling alt efter hvilket vandopland, man hører til i, samt hvilken type jord den enkelte landmand har ? med den risiko for illegal handel det medfører.
Svært at måle
Forskerne bagved udredningen erkender, at den største udfordring for at introducere et individuelt omsætteligt kvotesystem for kvælstoftabet fra planteavl er, at tabet er diffust og svært at måle.
Dette gør kontrollen af kvælstoftabet på den enkelte mark hos den enkelte landmand besværlig, men der nævnes, at måling af kvælstofindholdet i vand fra drænrør, krav om elektronisk måling af gødningsspredning samt stikprøvekontrol af kvælstofindholdet i jordprøver kunne være nogle muligheder. Endelig anføres, at forudsætningerne for at etablere det foreslåede kvotesystem er, at hver enkelt marks kapacitet til at holde på kvælstoffet bestemmes én gang for alle, og at denne bruges til at korrigere de individuelt tildelte kvoter på kvælstoftab.
