Kubota går benhårdt efter at blive en af de store full-line leverandører af traktorer og redskaber til landbruget. Som et led i den strategi overtog japanerne i 2012 Kverneland, og i Nordfrankrig opføres der for øjeblikket en ny fabrik, som skal producerer større landbrugstraktorer.

- Landbruget er det vigtigste marked for Kubota, og 66,5 procent af virksomhedens omsætning kommer fra produktionen af motorer, traktorer og landbrugsmaskiner. Kubota har øget omsætningen fra godt ti milliarder dollar i 2010 til en forventet omsætning på mere end 14,5 milliarder dollar i 2014. Vi forventer at nå en omsætning på 20 milliarder dollar i løbet af nogle få år, og væksten skal blandt andet komme fra en større omsætning i Europa, siger Masatoshi Kimata, præsident for Kubota.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tester udvalgte markeder

Ved et arrangement for nylig uden for Paris fik landbrugspressen og de europæiske forhandlere af Kubota en forsmag på den japanske strategi. Her præsenterede Kubota stort set hele redskabsprogrammet fra Kverneland under Kubotas eget brand og i Kubota-farver.

Landbrugsmessen Sima 2015, der afholdes sidst i februar 2015, bliver første gang, Kubota offentlig præsenterer det orange redskabsprogram.

- Vi begynder med at markedsføre dele af redskabsprogrammet fra Kubota i blandt andet Frankrig, Tyskland og Italien. Det sker ved, at Kubota-forhandlere får mulighed for at sælge redskaberne sideløbende med, at salget af Kverneland fortsætter gennem det nuværende forhandlernet. Alle forhandlere får fuld opbakning fra Kverneland, og planen er at se, hvordan salget udvikler sig, før der tages stilling til, om de orange maskiner også skal markedsføres i andre lande, siger Ingvald Løyning, administrerende direktør for Kverneland.