Planteavlskonsulent Bente Andersen, Skanderborg er meget kritisk over for udspillet til en ny Seges-struktur.

- Jeg er utrolig skuffet over det mangelfulde udsyn i toppen af dansk landbrug. Det er så utroligt trist, og jeg kan ikke forstå, at landbrugstoppen ikke kan se det, siger Bente Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det faglige går tabt, når det kommer i den politiske vridemaskine.

Bente Andersen, planteavlskonsulent

Gammel kritik

Allerede i 2012 rettede Bente Andersen en kraftig kritik mod den faglige uafhængighed inden for landbruget, som hun mente fik svære vilkår efter vedtagelsen af Vandmiljøplan II.

- Jeg vil klandre Axelborg for ikke at have brugt det faglige system godt nok, for det kan ikke nytte, at de på Axelborg vil styre alting, når vi har dygtige folk i Skejby og ude lokalt, som kunne gøre meget mere, end de får lov til, sagde hun til Maskinbladet i 2012.

Hun fortalte også dengang, at der er flere eksempler på, at de faglige medarbejdere har fået lagt låg på og ikke har måttet udtale sig, fordi det kan skade det politiske system. (Læs hele artiklen fra 2012 med hendes kritik her)

Tvivl om faglighed

Med det seneste udspil til en ændret struktur for Seges mener Bente Andersen, at problemet bliver endnu større end hidtil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har flere gange oplevet, at der bliver sået tvivl om uvildigheden, når noget kommer fra Seges, som hurtigt får et stempel som Landbrug & Fødevarers forlængede arm, siger Bente Andersen.

Hun mener, at den nye struktur reducerer Seges til en stabsfunktion for Landbrug & Fødevarer, hvor Seges ikke kan bevare uafhængigheden.

- Jeg mener, at det er et kæmpe tab, selv om det måske kan se ud som en rationalisering. Men der bliver langt fra den almindelige landmand, siger Bente Andersen.

Uafhængigt Seges

- Jeg mener, at Seges i stedet skulle hives helt ud af det politiske system, for det er vigtigt med uvildig, faglig rådgivning uden indblanding af Landbrug & Fødevarer eller Bæredygtigt Landbrug. Det er nødvendigt for at være troværdig, for det er ikke troværdigt, når der går politik i det, siger Bente Andersen.

Ifølge Bente Andersen var rådgivningen oprindeligt uvildig, og derfor var den på finansloven. Hun så derfor gerne et Seges med en uvildig status næsten som et privat universitet, der kunne være anerkendt for fagligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det ville også være godt i forhold til myndighederne, mener hun.

Politisk vridemaskine

Bente Andersen har en fortid på det gamle landskontor for mange år siden, da det lå i Viby, og her blev hun opdraget til solidt, fagligt arbejde uden skelen til politiske hensyn.

- Men det faglige går tabt, når det kommer i den politiske vridemaskine, siger hun.

Hun vil derfor håbe, at der er nogen, som er så stærke, så de kan etablere et alternativ til Seges, som kan blive en rygrad i rådgivningen.

- Det skal være et sted, som kan udgøre et fagligt og solidt backup til rådgivningen, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og hun mener, det godt kan lade sig gøre.

- Da jeg var på det gamle landscenter, var vi 28-29 inden for planteavl, så det er ikke fordi, der skal så meget til, mener hun.

- Der skal bare være nogle få dygtige folk, siger hun.