Kritik af afskaffet præmieordning

LandboUngdom kritiserer regeringens forslag om at afvikle præmie- og bonusordningen på 70.000 kroner til de læremestre, der gerne vil give elever mulighed for at færdiggøre en erhvervsuddannelse

dals  22.10.12 | 10:12

I finanslovsforslaget for 2013 har regeringen lagt op til at afvikle præmie og bonusordningen på 70.000 kroner til de læremestre, der gerne vil give elever mulighed for at færdiggøre en erhvervsuddannelse.

Det vækker kritik hos LandboUngdom, hvor Dan Torp Jepsen, fra LandboUngdoms ledelse ikke kan få det til at hænge sammen med regeringens ambitioner om at sikre, at så mange unge som muligt vil få mulighed for at gennemføre en uddannelse.

- Regeringen lægger op til, at de udgifter, der har finansieret ordningen frem-over skal gå til skolepraktikydelse. Men dette hjælper ikke situationen inden for landbruget, da der ikke er mulighed for at gennemføre uddannelsen ved hjælp af skolepraktik, siger han.

Han peger også på, at på de danske landbrugsskoler har der i de seneste år været en stigning i antallet af elever, og ved hjælp af ordningen er der mange af de elever, der har gennemført deres uddannelse.

- En fjernelse af ordningen, vil efter min mening betyde, at mange landmænd så vil vælge udenlandsk arbejdskraft frem for elever, hvilket vil resultere i, at flere elever må opgive deres uddannelse. Landbruget er en af de uddannelser, der har den laveste frafaldsprocent i Danmark og denne skulle ikke gerne stige, hvilket jeg tror, den vil gøre hvis ordningen fjernes. Jeg vil selv som kommende landmand være nødsaget til at overveje, om det skal være en elev eller en udlænding, jeg skal have ansat. Hvis jeg skal se på det rent økonomiske, vil det være en stor fordel at vælge udenlandsk arbejdskraft. Jeg føler dog en stor forpligtelse til at vælge en elev, og dermed være med til at uddanne unge, da jeg selv har fået en uddannelse. Men en ting er idealisme. I disse tider, hvor det i forvejen er hårdt for landbruget, vil jeg ikke kunne få en bedrift til at løbe rundt økonomisk ved at drive den ud fra ren pligt, siger Dan Torp Jepsen.
 

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.