Tidligere på ugen er en mand kommet alvorligt til skade under en løbetur med sin hund i en indhegning med kreaturer nær Naturcenteret Koutrupgård, der ligger i Midtjylland, og som Naturstyrelsen forvalter.

- Det er en dybt tragisk ulykke, og indtil vi ved mere om, hvad der er sket, har vi i samråd med forpagteren besluttet at fjerne de pågældende dyr og erstatte dem med nogle andre. Når vi ved mere, vil vi også se på, om vi kan gøre mere for at undgå den slags hændelser fremover, siger skovrider Poul Ravnsbæk fra Naturstyrelsen i Midtjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Naturstyrelsen har over hele landet mange indhegninger med dyr, hvor besøgende også færdes. Det er yderst sjældent, at det medfører problemer.

Poul Ravnsbæk, skovrider for Naturstyrelsen i Midtjylland.

Dyrene har gennem mange år gået i en indhegning ved Koutrupgård for at pleje naturen, og der går en sti gennem området. Her må man ligesom i Naturstyrelsens andre indhegninger med dyr gerne gå ind. Hunde må gerne medbringes, hvis de bliver holdt i snor, hvilket man altid skal udenfor de såkaldte hundeskove. Naturstyrelsen stiller krav til forpagterne, der ejer dyrene, om, at der ikke må gå dyr med unormal adfærd i indhegningerne af hensyn til de besøgende.

- Naturstyrelsen har over hele landet mange indhegninger med dyr, hvor besøgende også færdes. Det er yderst sjældent, at det medfører problemer. Men en ulykke er én for mange, og når vi ved mere, må vi evaluere, om der er noget, vi skal ændre på, siger Poul Ravnsbæk.

Fortsat indlagt på intensiv

Horsens Folkebladet har talt med den uheldige løbers familie, som oplyser, at han ved ulykken har fået 19 brud på ribbenene, adskillige brækkede rygsøjle-tapper, en brækket arm, en beskadiget skulder og en perforeret lunge. Han er forsat indlagt på intensiv-afdelingen på Kolding Sygehus.