Jacob Jensen fra Østermarie på Bornholm, der ejer og har den daglige ledelse i Granhøj Landbrugsmaskiner, har rettet henvendelse til såvel transportminister Magnus Heunicke (S) og Folketingets transportordførere på grund af de manglende dispensationsmuligheder for at lovligt at kunne køre med en mejetærsker monteret på bælter i stedet for almindelig dæk.

Han peger på, at det med de nugældende regler ikke er muligt at køre lovligt, med mindre mejetærskeren bliver transporteret fra sted til sted på blokvogn, "som i øvrigt på små veje vil lave meget større skader på grund af længden i forbindelse med vejsving og indkørsler".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jacob Jensen mener, at en mejetærsker monteret med gummibælter er mere manøvredygtig og ikke vil anrette disse skader.

½ milion ekstra

- Konkret har jeg solgt en ny mejetærsker til en kunde og denne maskine er monteret med bælter i stedet for brede dæk. Kunden har investeret 500.000 kroner ekstra med det formål at minimere marktrykket og vejbelastningen ved kørsel på små kommuneveje i mellem bedriften og hans marker. Hvis han havde valgt en almindelig dækmontering kunne han helt lovligt køre. Maskinen ville med almindelig dækmontering være 4,50 meter bred, hvilket er lovligt ifølge færdselslovgivningen, men det vil have den konsekvens, at på smalle kommuneveje vil vægten trykke så meget på rabatten, at grøfter vil blive beskadiget og deraf miste evnen til afvanding. Når maskinen er forsynet med bælter er den cirka 3,30 meter bred og vil ikke lave disse skader på grøfter. Det, der skal til, er, at Trafikstyrelsen giver kommunerne tilladelse til at give dispensation til denne kørsel, ligesom man har gjort i forbindelse med gylletransport. Jeg er vidende om, at der måske er en sådan mulighed på vej, men de implicerede parter har ikke fået noget svar endnu. Det haster meget, at der bliver taget hånd om dette nu, idet høsten er begyndt, lyder budskabet fra den bornholmske maskinforretning.

Hastesag

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen har reageret hurtigt og sendt transportministeren en opfordring til at gøre noget ved sagen:

- Det er uholdbart, at manglende dispensation fra de gældende regler hindrer landbrugserhvervet i at udføre nødvendig kørsel på offentlig vej med moderne og rentable store landbrugsmaskiner såsom mejetærskere og optagere med bælter. Jeg anbefaler, at du behandler denne henvendelse som en hastesag med det mål at udvirke en snarlig dispensation med henblik på den forestående høst. Endvidere er der behov for - i tæt dialog med KL - at få opdateret de generelle regler for kørsel med nutidens store landbrugsredskaber, samt at de nye regler bliver baseret på viden om, hvad bælter trykker på vejene pr. kvadratcentimeter i forhold til hjul, skriver Kristian Pihl Lorentzen til ministeren.

Hele idéen

Kristian Pihl Lorentzen mener, at de nuværende regler for kørsel på offentlig vej med landbrugsredskaber ikke tager tilstrækkeligt højde for den strukturudvikling, der er sket i landbruget:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De tilbageværende bedrifter er større end tidligere med deraf følgende behov for større maskiner, hvis der skal sikres sorte tal på bundlinien, siger Venstres ordfører.

Han er jeg i dialog med Kommunernes Landsforening om behovet for modernisering og opblødning af reglerne, uden at det medfører øget slid på vejene:

- Som jeg ser problemet, så tager de nuværende regler ikke højde for, at der med gummibælter er væsentlig mindre tryk pr. kvadratcentimeter, end hvis der var tale om hjul. Det er faktisk hele ideen med bælter.