Når hver spreder kører cirka 400 timer om året, stilles der store krav til pålideligheden, og hos Dollerup Maskinstation sværger man til engelske Bunning, som har været leverandør af spredere til den nordvestjyske maskinstation i de sidste 17 år.

- Vi har blot udskiftet sprederne tre gange på 17 år, og det er der en god grund til, fortæller Viggo Madsen, indehaver af Dollerup Maskinstation, som han ejer sammen med sønnen Henrik Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også til kalkkørsel

Til sæson 2017 fik maskinstationen leveret to nye Bunning-sprederne, og de er blandt andet leveret med doseringsanlæg, vejeceller og Iso-bus-styring.

- Vi valgte doseringsanlægget, så vi havde mere styr på udkørsel af kyllinge-møg og slam, som virkelig kræver en præcis dosering, men vi har opdaget, at sprederne også kan bruges til kalkspredning, fortæller Viggo Madsen.

Det sker til trods for, at sprederne er med lodrette frem for vandrette valser.

- Sprederne er valgt med lodrette valser, da 80 procent af det vi kører ud er staldgødning, dyb-størrelse og lignende, og her er kapaciteten større i de lodrette valser - og jeg er overbevist om, at brændstofforbruget også er lavere, da kraftbehovet er mindre.

Dollerup har forsøgt med kalk i sprederne, og det klarede de overraskende godt:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kørte med en lille åbning i spredernes bagklap, og dermed afleverede bundkæderne kalken direkte på spredetallerknerne under valserne.

Viggo Madsen fremhæver også, at når man køre kalk i møgsprederen har man del fordel, at læsses der kalk i marken, så er sprederen knap så følsom over for fremmedlegemer i form af jord og sten, som kan komme med ved læsningen.

Bundkæden urørt

I det hele taget kan sprederne godt tage lidt forskellige fremmedlegemer og det mærker man tydeligt i behovet for servicering af sprederne.

- Der har faktisk ikke rigtigt været et behov for servicering udover dagligt vedligehold, og når spidserne på valserne er slidte skal de skiftes, ligesom olie i gearkasser. Vi har eksempelvis aldrig nogensinde repareret på en bundkæde, og det er jeg meget imponeret over.

Sprederne er 20 kubikmeter modeller med én enkelt aksel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kræver langt mindre vedligehold med én aksel end eksempelvis en boggie undervogn, og der er også en fordel i at have to høje hjul, som sidder på siden af kassen, frem for fire lave hjul, som sidder under kassen.

Elektronisk styring

De nye spredere hos Dollerup Maskinstation betjenes udelukkende elektronisk fra traktorens Iso-bus-terminal, som hos den nordvestjyske maskinstation er John Deeres 2630-terminaler.

Herfra er der overvågning over hele maskinen, samt informationer om vægt og dosering, og chaufføren har desuden mulighed for med få klik at ændre doseringen procentvis enten op eller ned i mængde.

Læsning fra marken

Bunning sprederne importeres til Danmark af Kurt Thisgaard som ejer Stach Agro. Han bemærker Bunning-spredernes evne til at holde omkostningerne nede ved kalkkørsel.

- Når læsning af kalk foregår i marken, og der pludselig kommer sten og jord med i sprederen, så vil langt de fleste decideret kalkspredere beklage sig, men som Viggo Madsen nævner, så er Bunning-sprederne ligeglade med sten og jord, fortæller Kurt Thisgaard, som påpeger, at med Bunning sprederne kan læsning derfor godt gøres i marken:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den måde spares der transport på landevejen, hvor mange kalksprederne henter kalken i nærliggende kalkhuse eller lignende. Desuden er der også den fordel at vådt kalk aldrig er let at sprede med en normal kalkspreder, men også her vil Bunning-sprederne være mere hårdføre.

Kurt Thisgaard fremhæver desuden GPS-doseringen af blandt andet kalk, som fører til dosering på markniveau.

- Med GPS-doseringen til Bunning-sprederne kan vi også dosere eksempelvis kalken ud fra tildelingskort, og på den måde levere en meget præcis spredning af materialet.