Med september-auktionen har Kopenhagen Fur afsluttet skindsalget i 2015. Gennemsnitsprisen på danske minkskind er steget i forhold til 2014, og Kopenhagen Fur har øget både omsætning og skindsalgets størrelse målt i volumen. På den baggrund betegner bestyrelsesformand Tage Pedersen salgssæsonen som tilfredsstillende.

- De seneste par år har til tider været præget af en vis usikkerhed. Vi har gennemlevet et prisfald fra 2013 til 2014, som nu er vendt i 2015, og samtidig har verdensøkonomien knirket. Senest har udviklingen i Kina givet anledning til bekymring med for eksempel det faldende aktiemarked. Alligevel kommer vi godt ud af denne salgssæson, og det vidner om, at pelsbranchen nok disponerer forsigtigt, men at der er tillid til en god forbrugerefterspørgsel i den kommende vintersæson, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gennemsnitsprisen på danske minkskind i 2015 var på 387 kroner, mens gennemsnitsprisen på udenlandske minkskind solgt gennem Kopenhagen Fur endte på 270 kroner. Danske minkavlere producerer kvaliteter og minktyper, som er særligt efterspurgte af de internationale opkøbere, og det resulterer i øget efterspørgsel. Prisforskellen giver de danske minkavlere en betydelig konkurrencefordel.

- Forskellen er øget i de senere år, og i 2015 fik de danske minkavlere ikke færre end 43 procent mere for deres skind i forhold til de udenlandske konkurrenter. Det er afgørende for vores konkurrenceevne, især når markedet har været usikkert som i de seneste par år, siger Tage Pedersen.

Kopenhagen Fur har på de fem auktioner i 2015 øget den samlede omsætning fra 8,1 milliarder kroner i 2014 til 11 milliarder kroner i 2015. Det er den næsthøjeste omsætning i auktionshusets historie kun overgået af rekordåret 2013, hvor omsætningen nåede 13,3 milliarder kroner.

- Pelsbranchen ser nu frem til, at detailsæsonen begynder. Vi håber naturligvis på en kold vinter, fordi vi erfaringsmæssigt ved, at intet som kulde stimulerer pelssalget, siger Tage Pedersen.

Kopenhagen Furs næste auktion afholdes i januar 2016.