I et såkaldt aktstykke til Folketingets Finansudvalg søger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen om tilslutning til, at der allerede i år bruges i alt 35,2 millioner kroner på baggrund af to underkendelser vedrørende EU-Kommissionens refusion af den i Danmark ydede direkte arealstøtte for ansøgningsårene 2014 og 2015 samt udbetalt projektstøtte under landdistriktsprogrammet.

Det er i Danmark NaturErhvervstyrelse, som administrerer støtten for de tre EU-fonde - Den Europæiske Garantifond for Landbruget, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne samt Den Europæiske Hav- og Fiskerifond.

Artiklen fortsætter efter annoncen

8 milliarder

- Det samlede bogførte EU-tilskud for de tre fonde var 8,0 milliarder kroner i 2015, men hvis EU-Kommissionen i forbindelse med revision af de danske myndigheders administration og kontrol vurderer, at myndighederne har administreret støtteordningerne i strid med reglerne eller foretaget utilstrækkelig kontrol, afviser EU-Kommissionen at refundere hele eller dele af det udbetalte støttebeløb, og det er det, der er sket.

Risici

EU-Kommissionen opgør som udgangspunkt underkendelsens størrelse ud fra en vurdering af den finansielle risiko for EU. Hvis størrelsen af den finansielle risiko ikke kan fastslås, anvendes en fast korrektion, en såkaldt flat-rate underkendelse. Det er nok, hvis der er tale om en risiko, altså ikke påviste tab.

Satserne for underkendelser varierer fra to procent til 25 procent ?afhængig af et skøn over alvoren af de påpegede fejl/svagheder. Underkendelser kan pålægges med op til 24 måneders tilbagevirkende kraft og fortsætter, indtil de påpegede fejl/svagheder er rettet op.

Det endelige beløb for underkendelsen er ifølge ministeren ?endnu uafklaret?. De to underkendelser omfatter dels den direkte arealstøtte på 21,7 millioner kroner og dels projektstøtteordninger under landdistriktsprogrammet på samlet 13,5 millioner kroner.