Kønssorteret ornesæd giver ikke flere hungrise
På trods af gode resultater med udviklingen af kønsspecifikke proteiner, er forsøget med kønssorteret sæd, som kunne sikre flest hungrise, aflyst. VSP arbejder fortsat for at undgå kastration.
VSP har sammen med det walisiske selskab Ovasort Ltd. gennemført et projekt med det formål at udvikle en metode til at adskille ornesædceller efter køn, for derved at producere flere sogrise i forhold til hangrise, som p.t. må kastreres.
Samarbejdet med Ovasort Ltd. er nu ophørt, eftersom selskabet ikke kan skaffe mere kapital, da de foreløbige resultater ikke var tilfredsstilende.Det oplyser Videncenter for Svineproduktion.
Hypotesen i projektet har været, at sædceller på deres overflade har nogle kønsspecifikke (ikke tidligere identificerede) proteiner. Disse proteiner bruges til at adskille de to typer kønsceller i sæddosen og derved opnå en større frekvens af sogrise på bekostning af hangrise.
Der er identificeret langt flere af disse proteiner end forventet, og der er udviklet antistoffer mod to kønsspecifikke proteiner. Der er gennemført test, som viser, at antistof kan binde sig til sædceller og få dem til at klumpe sammen.
Projektet lykkedes ikke
- Oprindeligt forventede vi, at de kønsbundne proteiner var helt specifikke, således at der på hancellerne (Y-celler) var én type proteiner, som ikke fandtes på huncellerne (X-celler). Dette ville være en simpel baggrund for at udvikle 100 procent specifikke antistoffer, som kunne anvendes til for eksempel at dræbe Y-celler ved at kombinere antistofferne med et dræbermolekyle, som ødelægger cellemembranen, forklarer Niels Kjelsen, som er afdelingschef i VSP.
- Desværre viste det sig, at de fundne proteiner findes på begge typer kønsceller, men i meget forskellige mængder, hvilket udelukker ovennævnte mulighed. Andre mere teknisk vanskelige separationsmetoder har været overvejet, men succesraten er vurderet til at være for lav i forhold til effektiviteten.
Selvom dette projekt er stoppet, fortsætter andre af VSP’s aktiviter inden for hangriseområdet. Det tæller blandt andet et nyt treårigt projekt i samarbejde med Københavns Universitet, der omhandler avl mod ornelugt. Projektet er støttet af Højteknologifonden.









Kommentarer