DEBAT

Søndagens aftale om en erhvervspakke i Folketinget var en særlig glæde, når man som jeg har brugt mange timer siden august i forhandlinger med blandt andet Erhvervsministeriet for at få bragt de årelange planer om en bioethanol-fabrik i Holstebro tilbage på sporet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det lykkedes nemlig i samarbejde med ikke mindst den konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen at få afsat 140 millioner kroner til udvikling af produktion af biobrændstoffer. Præcist dét beløb, som vi har arbejdet for - og vil fortsat arbejde for - kommer til Maabjerg Energy Center ved Holstebro.

Med udviklingsstøtten baner Folketinget således vejen for en bioethanol-fabrik, der vil skabe 1000 nye arbejdspladser i Vestjylland. Raffinaderiet skal producere biobrændsel af halm, der kan blandes i benzin.

Holstebro bliver hjemsted for verdens mest avancerede bioraffinaderi, når den endelige aftale med en kommerciel producent og investor er på plads. Det vil give viden, som vi vestjyder kan eksportere til resten af verden.

I Vestjylland kan vi godt somme tider få en fornemmelse af, at vi selv er nødt til at løbe hele risikoen for at skabe udvikling. Men i dette tilfælde har et flertal i Folketinget forstået perspektiverne i et kæmpestort projekt, der for alvor batter noget for miljøet, samfundsøkonomien og jobskabelsen. Det er en af den slags sejre, som vi kommer til at glæde os over i mange år.