Konkurrence er sat i gang af Seges Økologi, og det foreløbigt bedste hold har reduceret antallet af døde kalve med 83 procent i forhold til samme måned i 2014. Staldskoler og øget fokus på problemet er svaret på den knækkede kurve.

Kalvepassere hjælpes ad

Kalvedødeligheden skal ned på 5,5 procent i 2018. Sådan lyder målsætningen fra Landbrug & Fødevarer, Kvæg. For at kunne nå det mål hos de økologiske landmænd har Seges Økologi sat gang i en konkurrence, hvor 29 økologiske kvægbesætninger fordelt på fem hold dyster mod hinanden i at få sænket kalvedødeligheden mest muligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et vigtigt element i konkurrencen er, at kalvepasserne på hvert hold hjælper hinanden. Det foregår med elementer fra staldskoleprincippet, hvor man besøger hinanden og hjælper med at finde løsninger på problemerne på den bedrift, man aktuelt besøger.

Derudover foregår konkurrencen i høj grad på Facebook, hvor de deltagende landmænd og økologikonsulenter poster resultater og gode råd på facebooksiden Økokalvekampen.

Gode resultater

Og det har givet gode resultater. Alle fem hold fra rådgivningsvirksomhederne Syddansk Økologi, Jysk Økologi, Heden og Fjorden, Vestjysk og AgriNord har fået sænket antallet af døde kalve med gennemsnitligt 51 procent i forhold til samme tidspunkt i 2014. Bedst er det gået for det nordjyske hold ?Bomstærke Ø-Kalve Nord? fra AgriNord, der har fået sænket kalvedødeligheden med 83 procent.

- Det er rigtig gode resultater, men det bedste er, at vi kan mærke at de landmænd og økologikonsulenter der deltager virkelig går op i det. Jeg tror de gode resultater skyldes både staldskolerne, men også at der via konkurrencen virkelig er kommet fokus på den her problemstilling, siger Finn Strudsholm, der er økologikonsulent i SEGES Økologi og projektleder på konkurrencen.

Flere bakterier

Og kalvedødelighed er en udfordring der skal løses i den økologiske produktion, hvor den gennemsnitlige dødelighed lige nu ligger højere end i den konventionelle produktion. Det er der ifølge Finn Strudsholm flere årsager til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er blandt andet fordi kalvene går i kælveboksen hos deres mor i længere tid og dermed indsamler flere bakterier. Derudover går de tidligere end de konventionelle kalve i gruppe med andre kalve og bliver dermed udsat for mere smitte. . Det svarer til at sende sit barn i vuggestuen, hvor det også bliver udsat for flere smitstoffer end derhjemme, forklarer Finn Strudsholm.

Derudover kommer de økologiske kalve ud på græs når de er fire måneder. Og det betyder også risiko for flere infektioner.

- Så der er flere områder vi kan se på i arbejdet med at få bragt dødeligheden endnu længere ned, siger Finn Strudsholm.

Projektet begyndte den 1. juni 2015 og slutter den 30. maj 2016.