Lely har præsenteret en afløser til Lely Tigo R Profi-serien. Den nye modelserie har fået navnet Tigo PR, og serien består af tre modeller med modelbetegnelserne Tigo PR 50, 60 samt 70. Modelbetegnelsen refererer til rumindholdet med komprimeret græs.

- De forskellige producenter benytter forskellige komprimeringsfaktorer, og derfor er det bedst at sammenligne snittevogne størrelser ved at holde sig til DIN-normen, som refererer til rummålene, hvis vognen var fyldt med vand, fortæller Iwer Dall, salgschef for Lely i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han henviser til, at den nye serie strækker sig fra 35 til 41 kubikmeter rumindhold i DIN-mål. Den nye serie er bygget op på en to-akslet undervogn.

Tigo PR-serien minder meget om storebroren i Tigo XR-serien, som med tre aksler og maksimalt 100 kubikmeter virkelig er en snittervogn i den tunge ende af skalaen.

Både Tigo XR og PR har samme hydrauliske, justerbare forende, som giver flere fordele:

- Når snittervognen læsses, sidder der en læsseautomatik i frontpladen i form af sensorer. Når græsset skubber tilpas nok til frontpladen, sættes bundkæden i gang. Dette gør chaufføren i stand til variabelt at justere, hvor hårdt materialet skal komprimeres, inden bundkæden starter, fortæller Iwer Dall.

Som udgangspunkt er forenden med sit lidt specielle design vippet bagud under det meste af fyldningen. På grund af designet er forenden i sig selv med til at komprimere materialet undervejs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sensorer i forenden måler presset fra afgrøden, og når det bliver for stort aktiveres bundkæden, og læsset flyttes bagud.

Når vognen er fuld, vippes forenden fremad i to trin, så forenden på den måde fyldes helt op, og det er her, den ekstra kapacitet ligger gemt. Ved at vippe forenden i alt 80 grader er der helt præcist plads til seks kubikmeter ekstra i forenden af vognen.

Hvis afgrøden er våd eller på andre måder "driller", kan chaufføren manuelt frit vippe forenden lidt fremad under kørslen for at hindre pakning af materialet.

- Dette kan også være en fordel i et sent græs-slet, hvor afgrøden er tung og våd, og "mose-effekten" hurtigt kan opstå, hvis det komprimeres for hårdt.

Alternativt kan forenden vippes helt frem under kørslen. Den position bruges også, når vognen skal fungere som frakørselsvogn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved aflæsning sættes der tryk på forenden igen, så den presser ind mod græsset. Det sker på samme tid, som bundkæden sættes i gang, og dermed hjælper forenden bundkæderne med at sætte gang i hele læsset. Selv vurderer Lely, at forenden tager 10 til 15 procent af den belastning, bundkæderne normalt udsættes for ved igangsætning.

Kompakte mål

Den største model i serien med 41 kubikmeter rumindhold og 70 kubikmeter komprimeret indhold, er en vogn med stor kapacitet i forhold til størrelsen.

Snittervognen er kun 10,3 meter lang og 3,92 meter høj.

- Det er blandt andet den hydrauliske forende, der får vognen til at være kompakt, fortæller Iwer Dall.

Hele serien er ISO-BUS kompatibel, og alternativt styres vognen fra Lelys egen controller, hvor der desuden er mulighed for at få kameraovervågning med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hydraulisk undervogn og vejeudstyr er desuden muligt ekstraudstyr, ligesom udfoderingsbånd også er en mulighed.

- Faktisk er den første Tigo PR allerede solgt i Danmark til en sjællandsk landmand, som vil forsøge sig med at køre frisk græs ind til køerne direkte fra marken, konstaterer Iwer Dall, som også påpeger, at når der er udfoderingsbånd på vognen, er der også doseringsvalser, som kan rive græsset fra hinanden, og klumper på udfoderingsbåndet undgås.

Iwar Dall fremhæver den nye pick-up, som er to meter bred og uden kulissestyring.