75 af landets kommuner er ansøgt om generel dispensation til at køre med forhøjet akseltryk. Som det fremgår af kortet har de fleste af de ansøgte kommuner - cirka 60 procent - givet landmænd en dispensation til at køre på kommunens veje med vogne med op til 10 ton akseltryk. I nogle få kommuner skal man dog søge tilladelsen individuelt. Flere af kommunerne, der ikke har kunnet give en dispensation, har været forhindret på grund af vilkår i servicekontrakter med entreprenører.

- Dispensationerne betyder, at der bliver færre kørsler på vejene. Det medfører bedre fremkommelighed og mindre ressourceforbrug. Jeg er glad for den erhvervsvenlighed, så mange kommuner udviser ved at lægge sig i selen for gøre landmændenes arbejde lettere. 80 procent af den samlede gyllemængde bringes ud i de 46 kommuner, der har givet dispensation til, at vi må køre med lidt større læs. Og det sparer noget kørsel, hvilket er godt for både os og øvrige trafikanter, siger Sven-Aage Steenholdt, der er medlem af Færdselsgruppen og folkevalgt i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er glad for den erhvervsvenlighed, så mange kommuner udviser ved at lægge sig i selen for gøre landmændenes arbejde lettere.

Sven-Aage Stenholdt, medlem af Færdselsgruppen

Trods rosen til kommunerne efterlyser han generelle regler på tværs af kommunegrænser. Det vil betyde, mindre bureaukrati og at der kommer til at gælde samme regler for kørsel på de kommunale veje som på de statslige. Siden 2011 har det været muligt at køre med 10 ton akseltryk på statsveje.

- Vi i Færdselsgruppen arbejder på, at hele Danmarkskortet bliver grønt. Men det har sine forhindringer. Både fordi der er uenighed om, at kørslen slider på vejene, og fordi nogle kommuner er bundet af servicekontrakter for vejvedligeholdelse, fortæller Sven-Aage Steenholdt.

Indtil der forhåbentlig er fundet en landsdækkende løsning er opfordringen fra Færdselsgruppen, at når relevante kommuner skal forny deres vedligeholdelseskontrakter, så er kommunerne opmærksomme på, at kontrakterne kan være en hæmsko for kommunernes erhvervsvenlighed.

Også bælter

Bedre mulighed for at bruge moderne landbrugsmaskiner gælder ikke kun gyllevogne, men også maskinerne på miljøbælter. Maskiner på miljøbælter er mere skånsomme mod jorden og særligt vigtige i et stadigt vådere dansk klima. Men de har ikke tilladelse til at køre på vejene. Stadig flere kommuner giver dispensation til at disse køretøjer må færdes på vejene - i alt er det nu 24 kommuner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er glædeligt, at stadig flere kommuner gør det muligt at komme rundt med maskinerne på miljøbælter. Alternativt skulle de flyttes på blokvogn, hvilket både er ressourcekrævende og generende for trafikken. Vi i Færdselsgruppen glæder os meget over, at transportministeren også udviser stor erhvervsvenlighed på dette område. Seneste har ministeren iværksat en forsøgsordning, der gør det muligt at bruge statsvejene og som skal give mere viden om netop miljøbælternes færden, siger Knud Erik Clausen medlem af Færdselsgruppen og folkevalgt for Danske Sukkerroedyrkere.

24 kommuner giver dispensation til maskiner på miljøbælter.