Det kan være noget af en opgave at få renset dræn, hvis de strækker sig mange hundrede meter. Konventionel tankegang ville sige, at det kræver et højt tryk, hvis man skal dybt i lange dræn, men hos Landteknik - Andersen arbejder man i stedet med en anden tilgang til problemet.

En liftophængt drænspuler fra Holland er nemlig ifølge Landteknik - Andersen løsningen på de mange problemer med lange dræn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Drænspuleren er monteret med en forholdsvis stiv slange samt dobbelt fremføringsruller, og det gør, at du sagtens kan komme ud gennem 600 meter dræn. Det gør en utroligt stor forskel, at slange er stiv. Det betyder, at spuleren kan køre med et mindre tryk end en højtryksspuler. Vandmængden er den samme, men når trykket er mindre, ødelægger man ikke drænet, forklarer Frank Andersen, der er medejer af Landteknik - Andersen sammen med sin bror Per Andersen. Firmaet importerer og sælger S-S Professional spuleren.

Drænspuleren arbejder med et tryk på 35 bar og et vandforbrug på 100 liter i minuttet. Pumpen har dog en kapacitet på 50 bar og 140 liter i minuttet. Udover den stive slange er spuleren også monteret med en blød slange på 100 meter, der kan anvendes til mindre drænrør og kloakker, hvor man bruger et tryk på 50 bar. Derudover har drænspuleren en særlig funktion, som gør den særligt god til tilstoppede dræn.

- Den har et program, der gør, at når spuleren møder modstand, så kører slangen frem og tilbage for at skabe cirkulation og trække sand væk, inden den kører frem igen, når der er fri passage, forklarer Frank Andersen.

De fleste der køber spuleren, finder selv en ældre gyllevogn, som de bruger som vandvogn, hvis de skal løse opgaver, hvor der ikke er adgang til vand.

20 solgt

Landteknik - Andersen har solgt den hollandske drænspuler gennem det sidste halvandet år, og i øjeblikket er der kommet 20 enheder ud og køre på de danske marker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de ting der gør drænspuleren brugervenlig er den trådløse fjernbetjening.

- For det første, så kan man stå, der hvor man arbejder, så man kan se, hvad der foregår. Man behøver ikke at stå oppe ved traktoren, for at styre slangen. Desuden skal man kun trykke en enkelt gang på fjernbetjeningen for at rulle slangen ud. Man skal altså ikke stå og holde en knap i bund, når man skal til bunds i et 600 meter langt dræn. Det er dog stadig muligt at betjene maskinen med manuelle håndtag, siger Frank Andersen.

Det er desuden muligt at tilkøbe udstyr - blandt andet så armen på drænspuleren kan komme ned i 30 centimeters brønde samt et hav af dyser, herunder en okkerdyse, der skyller 90 grader op i hullerne. Armen på drænspuleren er hydraulisk, og er nem at klappe sammen under transport.

- Man skal huske på, at det er lige så vigtigt at vedligeholde drænet, som at behandle planterne over jorden. Hvis der ikke er styr på forholdene under jorden, kan det andet være lige meget, siger Frank Andersen.