Det er slut med Kødbranchens Fællesråd. På et bestyrelsesmøde har man valgt at lukke sig selv ned.

Da man i 1974 stiftede fællesrådet, var der mange aktører i branchen, men billedet er en anden i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ad mange omgange sket konsolidering i branchen. Vi er blevet relativt få medlemmer. Og når der har været en stor konsolidering, bliver man også forskellig. Den forskellighed gør, at vi også har forskellige behov, siger Peder Philipp til Maskinbladet.

Han er, udover at være formand for det snart forhenværende fællesråd, også formand for Danish Crown Beef.

Penge til klimadebatten

- Vi (Danish Crown, red.) er kommet til at være tæt på bare at være os selv. Derfor har vi besluttet at lukke fællesrådet, og så vil vi være en del af Landbrug & Fødevarers setup fremover, siger Peder Philipp.

- Det hele er relativt udramatisk, tilføjer han.

Bestyrelsen har besluttet at afsætte et "betydeligt beløb" af organisationens formue, som skal "fremme nuancer om det danske oksekød i den offentlige klimadebat", skriver fællesrådet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi oplever, at der er en mega debat om oksekød og klima, og hvis vi på kort og mellemlangt sigt vil komme med nogle argumenter til den diskussion, så er det vist nu. Så vi har sat nogle ting i værk, som man allerede begynder at arbejde med i det nye år, siger Peder Philipp.