Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

KO-krav i overensstemmelse med EUs regler

Af Maskinbladet - 11. mar. 2016 KL. 17:01

NaturErhvervstyrelsens gennemgang af alle KO-krav viser, at stort set alle krav har klaret gennemgangen uden bemærkninger. Ny bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse er netop trådt i kraft.

NaturErhvervstyrelsen har siden sommeren 2014 gennemgået alle krydsoverensstemmelseskrav for at vurdere, om de er i overensstemmelse med EUs regler på området. Det skriver NaturErhvervstyrelsen.

- Vi kan konstatere, at langt de fleste regler har klaret gennemgangen uden bemærkninger. Tilbage står nogle få områder, hvor vi sammen med ressortmyndighederne enten har rettet i reglerne eller er i færd med at afklare, om der er foretaget korrekt implementering af EUs regler, forklarer enhedschef Steen Bonde fra NaturErhvervstyrelsen, som forventer, at hele regelgennemgangen bliver afsluttet til sommer.

Undervejs har der både været fokus på at identificere de områder, hvor der er lagt krydsoverensstemmelse på mere, end EUs regler kræver, men også på de områder, hvor der mangler krydsoverensstemmelse, for at leve op til kravene fra EU.

Flere ændringer i ny bekendtgørelse

Netop nu træder en ny bekendtgørelse for KO-reglerne i kraft. Her er der flere justeringer, hvor der blandt andet forsvinder KO-krav om at landmanden skal opbevare medicinoptegnelser samlet, overskueligt, i datoorden og i fem år.

- Det er et af de steder, hvor vi har konstateret, at der var en utilstrækkelig hjemmel i lovgrundlaget, forklarer Steen Bonde.

Omvendt indføres der til gengæld et nyt delkrav om, at dyreejeren skal kunne forevise en kopi af dyrlægens optegnelser ved terapeutisk behandling af dyr for at leve op til EUs regler.

NaturErhvervstyrelsen vil offentliggøre Vejledning om krydsoverensstemmelse 2016 hurtigst muligt.

Hvad er ændret i bekendtgørelsen?

Krav 2.15, delkrav 3, om uønskede og forbudte stoffer i foder, samt krav 2.24, delkrav 4, om opbevaring af medicinoptegnelser, udgår af krydsoverensstemmelse, som følge af utilstrækkelig hjemmel.

Samtidig indføres et nyt delkrav om opbevaring af dyrlægens optegnelser ved terapeutisk behandling af dyr.

Derudover præciseres det, at krav 1.33 om etablering og bevarelse af plantedække på braklagte landbrugsarealer, kun gælder på arealer, der er anmeldt som brak i Fællesskemaet.

Krav 1.33 tilpasses, så det stemmer overens med de nye regler for blomsterbrak i Grundbetalingsbekendtgørelsen.

Der indføres også et krav om, at øremærker, elektroniske øremærker og chip til får, geder og kvæg kun må bruges på den bedrift, de er udleveret til.

Desuden er gedekid, der dør eller aflives inden syv dage, nu undtaget for mærkningskravet, hvis de føres direkte til køle- eller fryseanlæg.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs artiklen på dit foretrukne medie

Læs artiklen på Tablet

Tablet

Læs artiklen på Smartphone

Smartphone

Læs artiklen på Desktop

Desktop/E-avis

Læs artiklen på Print

Print