Den engelske sprøjtefabrikant Knight Farm Machinery Ltd. har indgået aftale med Brdr. Toft A/S om import af Knights sprøjteprogram til Danmark og Sverige.

Sprøjterne fra Knight blev tidligere importeret af Scan-Agro, og Knight har siden Scan-Agros konkurs i juli arbejdet på at finde en ny importør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge en pressemeddelelse fra Brdr. Toft A/S passer Knight sprøjterne perfekt ind i virksomhedens strategi:

- Vi har arbejdet intensivt med sprøjter siden 1996, og vores strategi er at udvikle sprøjteforretningen yderligere lidt efter engelsk forbillede, hvor der findes specialiserede forretninger, såkaldte "Sprayer Specialists", siger direktør Aksel Toft og uddyber:

- Sprayer Specialists er specialister i sprøjteteknik med god bredde i produktprogrammet, både på sprøjter, udstyr til flydende gødning og tilbehør som dyser, pumper, filtre, computere, fittings med videre samt ikke mindst professionel og kvalificeret service og rådgivning.

- Med Bargam har vi et fantastiskt stærk produkt fra mindre sprøjter op til store trailer sprøjter såvel som selvkørende sprøjter. Knight tilbyder et eksklusivt, specialiseret og stærkt kundetilpasset program og passer perfekt ind i vores strategi, idet Knight supplerer Bargam på fornem vis, fortsætter han.

Tilfredshed med aftalen

Brian G. Knight, direktør for Knight Farm Machinery Ltd, udtrykker tillige tilfredshed med aftalen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været vigtigt for os at finde en partner med passion for sprøjteteknik og som i forvejen har indgående kendskab til sprøjter, således at salgsproces, service og reservedelsleverancer kan gennemføres professionelt. Det føler vi, at vi har fundet med Brdr. Toft, siger han og uddyber:

- Da Brdr. Toft samtidig har ansat Finn Søndergaard, som vi succesfuldt har samarbejdet med i snart 15 år og som har et indgående kendskab til vore produkter, er vi sikre på at valget er rigtigt.

Den nye aftale sikrer fortsat service og support til eksisterende Knight og Scan-Sprayer kunder i både Danmark og Sverige, og Brdr. Toft samarbejder med en række forhandlere i Danmark og Sverige omkring salg af sprøjteteknik.

Bredt program

Knight tilbyder et bredt program af professionelle sprøjter fra avancerede liftsprøjter på op til 2.000 liter, over Demount sprøjter til f.eks. Fastrac til trailersprøjter på op til 6.500 liter og ikke mindst selvkørende sprøjter på op til 6.000 liter. Alle selvkørende sprøjter er monteret med Claas-kabine samt luftaffjedring.

Knights bomprogram går igen på stort set alle sprøjtemodeller og omfatter følgende: Dobbeltfold bomme fra 15 til 30 meter, vertikalfoldet bom fra 20 til 30 meter og trifold bomme fra 28 til 40 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor stabilitet

Alle Knights bomme er ifølge Brdr. Toft kendetegnet ved stor stabilitet, specielt horisontalt. De horisontale bombevægelser har stor betydning for fordelingsnøjagtigheden. Bare nogle få centimeters bevægelse ved centersektionen kan betyde flere hundrede procent doseringsvariation for enden af en bred bom.

Knights bomme er effektivt dæmpet horisontalt via det patenterede anti-yaw system samt via en stærk tre-dimensional gitterkonstruktion, hvilket gør Knights bomme til en af de mest stabile på markedet.

Er der behov for yderligere kapacitet, kan sprøjten leveres med luftassistance-systemet AirJet, som giver mulighed for væskemængder ned til 70-90 liter pr. hektar. AirJet giver desuden mulighed for reduceret afdrift, hvilket giver flere sprøjtetimer uden af gå på kompromis med effekten.