Klimatopmødet i Paris bliver fra de fleste sider betegnet som en succes, men for Enhedslistens fødevareordfører, Maria Reumert Gjerding, er det også optakten til en kamp for at omlægge dansk landbrug i en helt anden retning:

- Landbruget skal levere mere til at nedbringe udledningen af drivhusgasser i Danmark. Landbruget står for en femtedel af udledningen af drivhusgasser i Danmark, og det skal drastisk ned i de kommende år. Vi bliver nødt til at erkende, at i en verden med klimaforandringer, hvor vi skal nå de ambitiøse klimamål, bliver vi nødt til at gentænke vores landbrug. Der er ganske enkelt ingen fremtid for en landbrugsproduktion, som importerer store mængder af soja fra Sydamerika for at producere 29 millioner svin, der sælges på verdensmarkedet til blandt andre Kina og Japan, siger Maria Reumert Gjerding til Maskinbladet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Mere selvforsyning

Hun vil forkorte forsyningslinierne og skabe en mere klimavenlig produktion:

- Vi bliver nødt til at fokusere på meget mere selvforsyning af fødevarer. Det er marginalt mere, man kan få ud af markerne ved at øge gødningsnormerne. Vi bruger stadig 80 procent af vort eget landbrugsareal til at producere foder. Selv om vi øger gødningsnormerne, der vil skabe kolossale problemer i forhold til vandmiljø og natur, kan det ikke nedbringe importen af soja nævneværdigt, når vi producerer så mange svin, siger Maria Reumert Gjerding.

Binde kulstof

Hun mener også, at der skal ske en omlægning i dyrkningen af markerne:

- Der er også et drivhusgasudslip, når markerne dyrkes så intensivt, som tilfældet er. Landbruget har en opgave i forhold til at binde kulstof i jorden, fortsætter hun og peger på at øget nedmuldning af halm vil binde kulstof i jorden:

- Vi skal ikke have fokus på at maksimere udbyttet, men på at have en landbrugsform, der både producerer sunde fødevarer og leverer noget på klimafronten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Laveste klimaaftryk

Venstres Erling Bonnesen afviser en omlægning af dansk landbrug og henviser til, at den danske fødevaresektor gennem en årrække allerede har leveret mindre klimabelastning:

- Danske fødevarer er de fødevarer i verden, som produceres med det laveste klimaaftryk. Dertil kommer en løbende teknologisk udvikling, der vil betyde yderligere forbedringer. Men det handler også om, at landene omkring os begynder at tage situationen alvorligt. Det er der, der virkelig er noget at hente. Skulle man lytte til Enhedslisten, var der overhovedet intet dansk landbrug tilbage. Venstre mener, at vi skal sikre, at der også i fremtiden er et dansk landbrug, der kan levere råvarer til vores fødevaresektor, som sikrer beskæftigelse til 150.000 mennesker, der hver dag står op til et job i fødevaresektoren. Dertil kommer, at en fjerdel af vores eksport kommer fra fødevaresektoren. Skal vi finansiere vores velfærdssamfund, har vi også brug for landbruget, siger Erling Bonnesen til Maskinbladet.

Nicheprodukter

Venstres fødevareordfører mener, at det også er godt, at der er en økologisk sektor, ligesom der er en række andre nicheprodukter:

- Nogen kan lide økologi, andre noget andet. Derfor skal vi satse på det hele, og så er det forbrugerne, der bestemmer, hvad der skal i indkøbskurven. Vi vil med grøn realisme sikre et godt miljø, samtidig med at vi sikrer arbejdspladser. Landbruget har blandt andet vist vejen ved at eksempelvis udledningen pr. produceret slagtesvin er halveret, slutter Erling Bonnesen.