Rundt om i hele landet slår en lang række fåreavlere stalddøren op lørdag d. 15. april til Fårets dag. De fleste steder mellem klokken 10 og 16.

Der fødes mange lam i de danske fårebesætninger netop omkring påske, derfor er Fårets dag en unik mulighed for at opleve en fårebesætning og se de små lam hoppe omkring. Læmmeperioden er årets højdepunkt som fåreavler, hvor de fleste får hele deres produktion. Hvem bliver ikke glad af at se dikkende haler på lam der dier, og høre lam og får, der kalder på hinanden?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Børnene har desuden mulighed for at klappe tamme dyr, og alle kan nyde den omgivende natur. Nogle steder er det også muligt at se andre husdyr, som ponyer, heste, høns, kaniner, marsvin og hængebugsvin.

Uld, pels og pølser

På nogle af gårdene er der mulighed for at opleve forskellige aktiviteter som hyrdehundeopvisning, pilefletning, eller demonstration af spinding og filtning. Rigtig mange steder byder man på smagsprøver af fåre- og lammekød. Mange gårde har salg af uld og skindprodukter samt spegepølser fra egen produktion.

Hvis man går med tanker om selv at holde får, så kan man blive inspireret og samtidig benytte lejligheden til at få en snak om glæden ved at holde får, de mange forskellige racer og deres egenskaber.

Landsdækkende oversigt

Fårets dag holdes i år i et samarbejde mellem Dansk Fåreavl, Brancheforeningen Får og Geder, Danske Lammeproducenter samt Fynske og Sjællandske Fåreavlere.

Den landsdækkende oversigt kan ses på sheep.dk, faaroggeder.dk, danskelammeproducenter.dk og gotlam.dk.