Kineserne køber danske minkfarme

Flere minkfarme i Nordjylland bliver opkøbt af kinesere, der ser gode muligheder i dansk minkproduktion.

mbk  04.10.12 | 08:43

Siden nytår er fire nordjyske minkfarme blevet købt af kinesere. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Det er nyt, at kineserne køber farme, tidligere har de bare købt masser af skind. Men jeg synes, det bliver interessant at følge og se, hvad der kommer ud af det, siger direktør for Kopenhagen Fur, Torben Nielsen.

De danske minkavlere er markedsledende indenfor branchen, og kan få 15 til 20 procent mere for deres skind. Det er efter Torben Nielsens mening grunden til, at kineserne har rettet opmærksomheden mod Danmark.

Og noget tyder på, at kineserne gør klogt i at satse på dansk minkpels. En undersøgelse fra Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet viser, at minkavl er det mest konkurrencedygtige erhverv i Danmark.

- Kineserne vælger naturligvis at placere deres investering det sted, hvor de får det bedste udbytte af investeringen, og det er altså i Danmark. Det kan vi kun være stolte af, siger direktøren for Kopenhagen Fur.

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.