Præsident Trump fortalte pressen at en handelsaftale med Kina ikke er klar endnu, men at en monumental aftale kan offentliggøres om en måneds tid. Ifølge et kinesisk nyhedsmedie opfordrede Kinas præsidenet sin Vicepremiereminster til en hurtig afslutning af forhandlingerne, hvilket tyder på at begge parter er ved at være klar til at tiltræde en aftale. Når/hvis Trump og hans kinesiske pendant mødes, er det med en rimelig sandsynlighed for at underskrive en aftale. De positive vinde fik i går det amerikanske aktieindeks S&P til at stige for sjette dag i træk. Indekset er nu steget 15 procent i år til dato, og er blot 1,5 procent under topppen fra oktober 2018, skriver Jyske Markets.

I hvedemarkedet var dagen i går en fortsættelse af de forgangne dage af ugen, hvor terminsspændet mellem gammel- og ny høst forsætter med at udvides. Den eneste tilbageværende termin på gammel høst, maj-terminen, steg, mens priserne på nyhøst terminer måtte indkassere prisfald, om end i begrænsert omfang. Dermed er spændet på blot en uge gået fra 8 til over 12 EUR/ton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Russisk hvede

Den russiske hvedeeksport er for alvor begyndt at lide under den seneste sommers svage høst, og kombineret med den stærke eksport i den første halvdel af sæsonen, kommer det nu for alvor til udtryk i de russiske lagre og priser. Læg dertil en oliepris der er gået højere, og en deraf følgende rubel der styrkes, og man har opskriften på et marked der mister konkurrencekraft. Derfor er det naturligt at der kigges efter andre destinationer, og her står Europa stærkt til det store nordafrikanske marked. De franske eksporthavne har i øjeblikket travlt, og der meldes om stor aktivitet til destinationer som Egypten, Algeriet og Marokko.

Soja

Mens sojakomplekset er gået total i stå og forsat afventer nyt på handelsfronten, så er palmeolien den seneste uge gået stærkere og løftet de europæiske rapspriser højere, trods uroen om den canadiske canolaeksport til Kina. Palmeolien har fået support fra de stigende oliepriser, der er med til at løfte biodieselmarkedet højere, og øger efterspørgslen efter palmeolie. Samtidig meldes der om god efterspørgsel på palmeolie fra Mellemøsten forud for Ramadanen der starter primo maj. De malaysiske palmeolielagre er fortsat store, men det forventede træk på lagrene for marts, har været tilstrækkeligt til at understøtte futuremarkedet.