Der kan laves besparelser på næsten alle landbrug. Det mener i hvert fald energirådgiver Kurt Mortensen og han har gjort det til sin daglige levevej at vise hvordan som energivejleder i Energi Midt.

- Det er ret enkelt. Hvis du har en malkekvægsbesætning og forbruger mere end 8-850 kWh pr. ko pr. år så skal du bare ringe. Så vil jeg helt sikkert kunne fortælle dig, hvor der er penge at hente, siger han til okologi.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det svinger selvfølgelig hvor mange penge, der er at hente. Typisk bruges der 500 til 1200 kWh pr. ko pr. år, og det er selvfølgelig oftest minimalt, hvad der kan spares, hvis forbruget er nede på 500 kWh pr. ko pr. år.

- Mælkeproduktion er energikrævende, men der vil være besparelser at hente på næsten alle produktionsgrene, siger Kurt Mortensen.

Det kan man høre mere om, når Kurt Mortensen som en af oplægsholderne deltager i Økologisk Landsforenings Klimafestival 2012 i Horsens 9. Maj.

Her vil der blandt andet være mulighed for at høre om energibesparelser i stald, markdrift og gartneri. Der vil være indlæg om de nyeste erfaringer med biogas, solceller og vindmøller.

Under hele klimafestivallen er der udstillere, som viser udstyr til energiproduktion og fortæller hvordan man kommer i gang med at være selvforsynende med energi i sit landbrug.