DEBAT - Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen gæstede Landsforeningen Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling på den første forårsdag. Det er altid positivt, når en minister kommer til et fagligt møde, og jeg benyttede lejligheden til at stille ministeren et par spørgsmål, som opfølgning på hans indlæg.

Efterfølgende har jeg undret mig mere og mere over svaret. Jeg spurgte, hvorfor de tal Danmark indberetter til EU ang. det danske grundvand er hemmelige. Ministeren svarede, at tallene først skal verificeres, og at indberetningerne kan være personfølsomme, og derfor først skal anonymiseres. Det er for mig et sælsomt svar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvordan kan man indberette tal til EU, der ikke først er verificeret?

Og hvordan kan tal om det danske grundvand være personfølsomme?

Det melder historien ikke noget om. Derfor må man tænke sig til svaret. Det giver en mistanke om, at nogen har indberettet tal, der ikke er fagligt korrekte og ikke vil stå ved det. Kan det mon være rigtigt? Er der mon nogen, der har fordrejet tallene i en bestemt - men ikke faglig korrekt retning? Hvordan kan de tal ellers være personfølsomme?

Det må stå klart, at der må være en afsender på officielt indberettede tal, ellers er der jo ingen, der kan spørge til en uddybning. Det kan da heller aldrig være et problem at stå ved korrekt indberettede tal.

Mon ministeren fremover vil modtage indberetninger fra vi landmænd uden afsender? Mon vi så vil blive taget seriøst?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kære hr. Miljøminister. Det svar du gav mig på generalforsamlingen er en ommer: Så jeg spørger igen: Hvorfor er de tal Danmark indberetter til EU ang. tilstanden af vores grundvand ikke offentligt tilgængelige?

Tak for svar - gerne her i avisen.