Byernes rene vand hentes normalt i undergrunden ude på landet, hvor generationer af landmænd har dyrket jorden og værnet om den, så de næste generationer også kan høste gode udbytter. Her er der stadig masser af helt rent vand i undergrunden til at opfylde byernes enorme behov.
Der tegner sig overordnet et billede af, at vandet under mange større byer enten er brugt mere eller mindre op, eller boringerne er blevet lukket på grund af dårlig vandkvalitet, fordi visse bymæssige aktiviteter historisk set kan have forurenet boringerne.
Det forekommer derfor helt barokt, at det er bybefolkningen og dens kommunalpolitikere, der mange steder farer frem mod landbruget med krav om sprøjtefrie zoner - og i nogle tilfælde også gødningsfrie zoner.
Der er tale om tiltag, som i bedste fald bygger på faglige myter og formentlig er helt uden betydning for det formål, de kommunale politikere vil opnå, nemlig rent vand. Men det er selvfølgelig tiltag, som kan tilfredssstille naive bymenneskers forestilling om, hvordan verden er skruet sammen, og hvordan verden kan reddes.
Advokat Hans Sønderby Christensen peger i denne udgave af Maskinbladet på flere grunde til, at kommunerne handler retsstridigt, når de udlægger sprøjtefrie zoner.
Han mener, at der i realiteten er tale om grundlovsstridige eksproprieringer af jordens landbrugsfaglige anvendelse, og han fastslår, at den grundlovssikrede beskyttelse mod vilkårlig ekspropriation faktisk er skarpere efter EU-retten og internationale regler og principper. Han kalder de kommunale indgreb vilkårlige og mener, at de kan føre til økonomiske og menneskelige tragedier, uden at der er sikkerhed for en forbedring af grund- og drikkevand. Af den grund strider det ifølge Sønderby mod det EU-retlige proportionalitetsprincip. Og han mener slet ikke, kommunen har kompetencen til at ekspropriere, som det sker i disse sager.
Der er således mange grunde til at gå til kamp mod tilfældige byråds tilfældige idéer.
