I et område syd for Holstebro har husdyrholdere været hårdt ramt af ulveangreb på får og lam. Hos fåreavler Jørgen Blazejewicz fra Storålam er indhegningerne blevet ulvesikret, men fåreavleren har siden oplevet, at en lang række husdyr er sporløst forsvundet. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har besluttet at sætte omkring 20 vildtkameraer op omkring indhegninger. De skal, ifølge Miljø- og fødevareministeriet, kaste lys over, hvordan hegnene virker og eventuelt få en forklaring på, hvordan husdyr har kunnet forsvinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ulvangrebene skaber stor bekymring hos fåreavlere og landmænd. Vi er nødt til at reagere, når der forsvinder får og lam fra de ulvesikrede hegn. Derfor vil vi nu i en periode aktivt overvåge et område for at få belyst, hvad der sker omkring hegnet. Forhåbentlig kan det give os svar på, om det er en ulv, der står bag de forsvundne husdyr, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Kameraerne bliver siddende, indtil området er afgræsset. Herefter bliver fårene flyttet til nye og større arealer.

Miljø- og fødevareministeren besluttede i foråret 2017 at etablere en tilskudsordning, hvor husdyrholdere i afgrænset område syd for Holstebro kan få tilskud til at ulvesikre hegn.

- Ulven er beskyttet af EU-regulering, og regeringen er inden for disse rammer klar til at hjælpe med blandt andet tilskud til at ulvesikre hegn. Men jeg vil også gerne se på, om der er behov for flere tiltag, særligt efter at der er konstateret ulveunger. Det har jeg bedt Vildtforvaltningsrådet om at se nærmere på, siger Esben Lunde Larsen.

Hegnene synes indtil videre at have en god effekt, men der har været tilfælde, hvor hegnene har været monteret forkert, er blevet ødelagt af kronvildt, eller hvor der ikke har været strøm på hegnet.