Flere landmænd oplever, at de økologiske kalve mistrives, når de kommer ud på græs om foråret. Dyrene vokser ikke altid, som de skal, hvilket kan skyldes, at kalvene endnu ikke har opbygget immunitet over for parasitter og derfor let smittes af for eksempel løbetarmorm.

Men det tyder på, at antallet af parasitter kan reduceres, hvis kalvene æder bestemte urter. Og det vil de gerne, viser et projekt, som Videncentret for Landbrug, Økologi har gennemført. Det oplyser videncentret på dets hjemmeside.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Tidligere forskning har vist, at bestemte urter er effektive mod parasitter som løbetarmorm hos får og geder og desuden forsyner dyrene med ekstra mineraler. Men da disse urter er bitre, var vi i tvivl, om kalvene ville æde dem. Det viser vores projekt, at de gerne vil, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra de landmænd, hvis kalve har ædt urterne, siger Camilla Vestergaard Kramer, konsulent i Videncentret for Landbrug, Økologi.

Udfordringen var at få kalvene til frivilligt at æde de bitre tanninholdige urter, der virker bedst mod parasitterne. Tannin er et bitterstof, som planten bruger til at modstå insektangreb. Tanninerne virker både ved at styrke kalvens immunforsvar og ved direkte at nedsætte ormens frugtbarhed og hæmme dens etablering i dyret.

Disse urter vokser dog bedst i varmere klima, men cikorie vokser fint i Danmark, og kan derfor være velegnet for danske landmænd at dyrke som parasithæmmer, viste undersøgelsen.