Charlotte Dyremose fra De Konservative havde opgivet sin politiske karriere, da der pludselig kom bud efter hende, fordi Benedikte Kiær blev borgmester i Helsingør.

Hun begav sig igen til Christiansborg, hvor hun blandt andet blev fødevareordfører, og hun er ikke i tvivl om, hvad de skal ske på landbrugsområdet, hvis der efter næste folketingsvalg er "blåt flertal":

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har nogle udfordringer på landbrugsområdet - særligt med den siddende regering. Der er for lidt protein i vores korn, vi gøder ikke jorden særlig hensigtsmæssigt, vi kan ikke få regeringen til på nogen måde at se på faktisk miljøregulering. Alt er baseret på regneark. Vi skal have virkeligheden først, siger Charlotte Dyremose til Maskinbladet.

Baseres på fakta

Hun efterlyser reelle målinger af eksempelvis gødningsforbruget i stedet for skrivebordsberegninger:

- Det skal baseres på fakta ud fra den konkrete jord. Det kan mange landmænd selv finde ud af. Problemet er at overbevise regeringen om, at det er den rigtige måde at gøre det på. Den nuværende miljøregulering tager ikke hensyn til de faktiske miljøforhold. Jeg tror, at det kan laves om ret hurtigt, hvis der kommer en ny regering. Den nuværende regering påstår, at der går et par år, før de nævnte målinger kan foretages, men det er ikke rigtigt. Vi ved jo, at maser af landmænd allerede laver målingerne hver eneste dag. Det er bare et spørgsmål om vilje til at se, hvordan det konkret er ude i naturen frem for at sidde ved et skrivebord og tro, hvordan det måske kunne være, slutter Charlotte Dyremose.

Hør interview her.