Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Hvede: En lidt svagere dollar understøttede i går de dollarafregnede råvarer kombineret med en generelt positiv dag for afgrøderne. Som kommenteret i gårdagens udgave, så handler amerikansk hvede med en pæn rabat i forhold til Sortehavsvarer, og kigger vi lidt fremad på termin, er præmierne yderligere i den amerikanske hvedes favør. På en marts-termin handler 'hard red winterwheat' 15 $/ton under russiske oprindelser, et prisniveau der betyder, at præmieforskellen på fragtdelen udlignes. Med andre ord tyder det på, at amerikansk hvede begynder at være konkurrencedygtig for de afrikanske destinationer som Egypten og Algeriet, men også Saudi Arabien og andre store importører kan drage fordel af billig amerikansk hvede. Af andre forhold, der hjalp til at drive hveden højere, var også snak om at tilsåningen af den amerikanske vinterhvede blev afbrudt af store nedbørsmængder, der kan medvirke til, at de amerikanske vinterhvedearealer ender under forventningerne. Indtil dette forhold er afklaret, er det endnu en faktor, der bør begrænse risikoen i nedsiden for Chicago-hveden.

Soja/Majs: Mens forholdene for den brasilianske soja for blot et par måneder siden så formidabel ud, med snak om produktionsestimater op mod 128-130 millioner tons, så er den optimisme ved at aftage. Tørre forhold i den sydlige og centrale del af Brasilien skaber bekymringer om udbytterne, der får analytikerne til at vende tilbage til estimater i niveauet 119-120 millioner tons, mens USDA fortsat estimerer 122 millioner tons. Og umiddelbart er der ikke udsigt til en ændring i det vejrmønster de kommende uger. Omvendt er der modtaget store mængder nedbør i Argentina, og det kan også have gået ud over udbytterne, hvor private aktører, der tidligere har estimeret 57 millioner tons nærmer sig 55-55,5 millioner tons med deres december-estimater. Buenos Aires Grain Exchange estimerede onsdag, at tilsåningen af de argentinske sojaarealer var 90 procent færdig, lidt over sidste års niveau, men lidt under 5-årsgennemsnittet. Tilbage i Brasilien er tørken ikke kun et emne for så vidt angår sojabønnerne, men det skaber potentielt også bekymringer for safrinha-majsen, der er 2. afgrøde og sås på sojaarealerne efter høst sidst i januar og ind i februar. Safrinha-majsen står rundt regnet for 2/3 af den brasilianske majsproduktion og derfor essentiel for den endelige produktion. I USA er man samtidig i gang med forberedelserne for næste års markplan, og her spiller prisforholdet mellem soja- og majspriserne ind. I øjeblikket handler de afgrøder med en prisfaktor på 2,36, men et niveau omkring 2,20 er formentligt nødvendigt, før de amerikanske landmænd vil favorisere majs over sojabønner.