Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Jyske Markets: Sivende afgrødemarkeder fra ugens start

Af JOF - 23. jul. 2019 KL. 11:30

Dagens afgrødekommentar sætter blandt andet fokus på bedre vejrkonditioner, der opvejer spekulationer omkring bedring i handelsforhandlingerne.

Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Generelt: Der var minusser at spore på de fleste afgrødemarkeder på ugens første handelsdag, hvor friske og prisfølsomme nyheder generelt var en mangelvare. Med et fald på cirka 15 cent, svarende til knapt 3 procent, var den amerikanske vinterhvede et af de hårdest ramte markeder. Interessant var det her, at bunden i aftes netop blev etableret omkring det 100 dages glidende gennemsnit, som således - i første omgang - viste sig som et vigtigt support niveau. Den europæiske hvede var også under pres fra morgenstunden, og endte med at inkassere et fald på lige over 1 procent - relativt hjulpet af euroen, som handler omkring det svageste niveau over for USD i knapt to måneder. EUR bryder her til morgen ned under 1,12 niveauet over for USD, og fortsætter dermed seneste dages tendens, hvilket således er med til at understøtte den tiltagende konkurrencemæssige fordel for europæiske afgrøder.

Udsigten til bedre vejrkonditioner især i store dele af det amerikanske afgrødebælte synes indtil videre at opveje de tiltagende spekulationer om, at en bedring er på vej i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina. Netop disse handelsforhandlinger har været et gennemgående tema gennem lang tid, og presset på begge sider af oceanet synes at være tiltagende.

Ifølge flere kilder har den kinesiske regering indgået en tættere dialog med både stats- og privatejede kinesiske købere af sojabønner i forsøget på at udarbejde en plan, som skal hæve købene af amerikanske forsyninger. Parterne, som tilsyneladende mødtes i fredags, diskuterede bl.a. en plan, som kunne indeholde en form for dispensation af gengældelsestolden i forbindelse med importen af US sojabønner. Nærmere detaljer omkring selve planen - herunder informationer omkring eventuelle købsvolumener - er dog endnu ikke oplyst. Tiltaget kan ses som et signal fra kinesisk side på større imødekommelse rettet mod Washington, hvilket kan være med til at åbne døren for bedre og vigtigere fremskridt i forhandlingerne, som ellers på det seneste har ramt lidt af et dødvande. Det kommer samtidigt med, at man fra amerikansk side har åbnet for at diskutere muligheden for, at amerikanske virksomheder igen kan indgå handler med de ellers blacklistede kinesiske telecomselskaber som Huawei Technologies Co.

Monitoring Agricultural ResourceS (MARS) nedreviderede mandag deres skøn for europæiske soft hvedeudbytter fra 6,1 ton/hektar til 6,04 ton/hektar - hovedsageligt en følge af den intense juni hedebølge, som ramte store dele af Europa. Men ser dog samtidig de yderligere negative effekter af dette på tidspunktet, hvor vækstsæsonen nærmer sig sin ende, som begrænset. I samme rapport hævede MARS skønnet for majsudbytterne fra 8,05 til 8,08 ton/hektar.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame