Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Fredagens kvartalsrapport fra USDA overraskede til den prisnegative side for korn, der indkasserede massive prisfald på langt højere arealestimater end ventet. Indledningsvist ramte majsen i Chicago 'limit-down' - det størst tilladte prisfald inden for dagen, og blev handlet i niveauet 6 procent lavere. Frem mod luk rettede markedet sig dog lidt, mest på en pressemeddelelse fra USDA om, at de vil indsamle supplerende data for blandt andet majs og soja omfattende 14 stater og komme med revideret data. Meddelelsen gav et lille positivt løft til markedet i troen på, at USDA lige var en spids for optimistiske i fredagens rapport. Dermed også en bekræftelse på, at de seneste data ikke er nået med rapporten inden deadline for udgivelsen. Hvis de nye indsamlede data berettiger eventuelle ændringer, vil USDA offentliggøre opdaterede arealoverslag i en rapport, der udgives mandag d. 12. august.

Markedet artede sig, som man kunne have forventet på baggrund af de tal USDA offentliggjorde. Men da USDA selv har udtalt, at der kan komme reviderede tal, er markedet igen efterladt lidt i det uvisse, og er reelt ikke blevet meget klogere end før rapporten. Med 91,7 mio. acres majs, viste rapporten blot en reduktion på 1,1 mio. acres fra marts-rapporten, hvilket var lavere end det fald på 6-7 mio. acres, der var ventet, og betydeligt mindre end de 10-12 mio. acres, som de mest pessimistiske markedsaktører havde frygtet. I forhold til de endelige arealtal for majs, har USDA med deres juni-rapport aldrig ramt mere end 2 mio. acres forkert. Dermed kan der synes langt op til de pessimistiske estimater. På trods de kraftige prisfald fredag og de efterfølgende lidt opløftende toner fra USDA, har Chicago henover natten reageret relativt afdæmpet, om end med mindre prisstigninger til majs og sojabønner, mens hveden handler lidt lavere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens majs og sojabønner fredag rettede sig lidt fra lavpunktet, ændrede det ikke udsigterne til en god hvedehøst, der havde svært ved at finde ny momentum. Det betyder, at Matif ikke har et betydelig efterslæb i forhold til lukningen i Chicago, som dermed indikerer en afdæmpet åbning. Åbningen på aktiemarkedet indikerer derimod en positiv åbning oven på weekendens G20- topmøde, der gav det resultat, man kunne håbe på, men ikke turde drømme om. Trump & Xi Jinping blev på mødet i Japan enige om, at genoptage handelsforhandlingerne, og lige så vigtigt træder de seneste amerikanske tariffer på varer for 300 mia. dollar fra Kina ikke i kraft. Hertil kommer, at sanktioner mod det kinesiske teknologiselskab, Huawei, delvis løftes, mens en endelig aftale på udfordringerne med selskabet, der mistænkes for spionage, først vil foreligge sammen med en eventuel endelig handelsaftale. Sidst, men ikke mindst, har kineserne, om end omgærdet af nogen mystik, tilkendegivet, at de vil købe flere amerikanske landbrugsvarer. Et forhold, der også er en smule prisunderstøttende for majs og sojabønner denne mandag. Kina viste allerede fredag deres intentioner med køb af en god halv million tons amerikansk soja.