Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Handelskrigen mellem USA og Kina er trådt ind i en ny fase efter de seneste forhandlinger er kuldsejlet og Trump bekræftede fredag, at nye forhandlinger ikke er lige om hjørnet, med udtalelser om, at han ikke er klar til at lave en handelsaftale med Kina. Omvendt forventer Trump's handelsrådgiver, Peter Navarro, at forhandlingerne kan genoptages i september, men sagde imidlertid også, at USA er klar til at slå igen, hvis Kina bliver ved med at bruge valutakursen som et værktøj i handelskrigen. Alle signaler er dermed meget tvetydige, og markederne er fanget i usikkerhed, der skaber stor volatilitet på de finansielle markeder.

I afgrødemarkedet er dagens fokus rettet mod august måneds Wasde-rapport, der offentliggøres i aften. Rapporten har været længe ventet, da den bringer opdaterede areal- og udbytteestimater for de amerikanske majs- og sojabønner. Estimaterne i den oprindelige arealrapport tilbage fra ultimo juni var der stor skepsis omkring, og Usda bekræftede da også efterfølgende, at de store mængder nedbør havde vanskeliggjort opgørelsen, da tilsåningen af store arealer i Midtvesten var betydeligt forsinket. Aftenens rapport ventes for majs at vise udbytter på 165 bushels/acre, og høstarealer på 79,6 mio. acres. Sidstnævnte indikerer, at tilsåede arealer bør falde fra de tidligere estimater på 91,7 mio. acres til 88,0 mio. acres. Forventningerne betyder, at Usda's estimater skal udvise pæne areal- og udbytte fald, for at en ny optur i den amerikanske majs kommer på tale. Mens eksportefterspørgslen også halter, så er kuren mod faldne priser heldigvis faldende priser, og på et tidspunkt vil det begynde at øge appetitten og efterspørgslen. De faldende oliepriser er heller ikke lige frem prisunderstøttende for majsen, der svækker konkurrenceevnen fra biobrændstofindustrien. Omvendt har der været rygter om, at Trump på ryggen af de forfejlede forhandlinger med Kina, kan finde på at øge kravet til iblanding af bioethanol i den amerikanske brændstof, som en indirekte hjælp til de amerikanske landmænd, idet det bør øge efterspørgslen på blandt andet majs og sojaolie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapsfrøene møder support fra de substituerende vegetabilske olier, hvor palme- og sojaolien trækker komplekset højere. Sojaolien var blandt sidste uges vindere i afgrødekomplekset, på kraftige stigninger til den kinesiske sojaolie, og det fik de spekulative penge til at købe op i den amerikanske sojaolie. Den kinesiske sojaolie har ramt det højeste niveau i 21 måneder på bekymringer om strammere forsyninger. Baggrunden er faldende kinesisk crush af sojabønner, da crush-margins har været hæmmet af faldende efterspørgsel på sojaskrå, som følge af den afrikanske svinepest, og det hæmmer den ene side af ligningen. Et forhold vi tidligere har gjort opmærksom på kan blive en faktor, der kan understøtte de vegetabilske olier, der gennem længere tid har været presset af et stort udbud af palmeolie, og en god produktion af sojabønner.